Her sidder du — her paa din Hybel!
Hvad er passeret, hvad er hændt?
Hver Aften som en Nar forgæves
har jeg i alle Gader rendt —
Og støvet rundt paa alle Knejfer,
hvor før du saas i Høst og Vaar,
fra Pjerrots Kælder hist paa Hjørnet
til Mester Martens Abildgaard.
Her sidder du bag disse Vægge
og kryber sammen som en Mus,
du, der har sunget Glædens Sange
og tømt med Flid de største Krus!
Fordi en Tøs, en knibsk Skønjomfru,
som du har mødt en Aften nys,
forsmaar din Bøn og dine Sukke
og nægter dig endog et Kys —
Fordi hun ænsed ej de Blaalys,
du brændte af for hendes Dør —
saa finder Verden du elendig
og jammerfuld som aldrig før.
Rejs dig — hvad vil du klynke, klage,
at Livet synes dig fatalt!
Hvad er hun mer end andre Kvinder,
og hvad er Kvinden, ærligt talt?
Men du er ung — naivt-forelsket
du tror paa Fraserne, hvormed
de Godtfolk smurte dig om Munden —
paa dette Bavl om Kærlighed.
Bi kun, min Dreng; naar du ad Aare
tilbunds faar gransket Lektien ud,
saa ved du, hvad den dur i Praxis;
saa lærer du at staa for Skud.