Nu skinner der Sol i hver en Vraa,
nu vaagner Godtfolk bag Døre;
den Skrædder strækker i Dynen sin Krop
og letter fra Puden sit Øre.
Saa væder han Traaden og træder sin Naal
og stikker og stikker og stikker;
og naar han har stukket sin Traadende ud,
han stikker paa Flasken og drikker.
Paa Trappegangen Madammen har travlt
og klapser honnet sin Næste;
saa varmer hun Kaffen og ta’r sig en Taar,
for det er nu hendes det bedste.
Ved Vinduet sidder min Hjærtenskjær,
den skønne bedaarende Rikke;
hvad hun bestiller den lange Dag,
den Søde, det ved jeg sgu ikke.
Og lille Birgitte i Gaarden gaar
og skraaler gudsjammerlig, Stumpen;
og naar hun har skraalet et Par Timers Tid
saa faar hun af Stokken paa Rumpen!
— Nu skinner der Sol i hver en Vraa,
nu vaagne Godtfolk i Alkoven.
Men jeg vil stampe min gamle Hat,
og saa vil jeg rejse til Skoven!