Nu mørkner det i Strædet,
og Aftnens Fugle sværme
langs Fliserne og strejfe
med Smil mit Trøjeærme.
Hun der, den lille mørke,
hvis Latter just vi hører,
— nu kommer hun imod os!
Se blot, hvor hun sig fører.
Jaketten stramt om Livet,
og Haarets Krus om Panden —
Hvad vil du? Bi, jeg synes . . .
Saa’ vi ej før hinanden?
Jovist, det er de Blikke,
der lo mig skælmsk i Møde;
de samme brune Lokker,
og Læberne, de røde.
Ak, vi har drømt og sværmet
og favnet vildt og længe . . .
Nu gaar hun her i Strædet
og sælger sig for Penge.
— Det mørknes, Dagen hælder,
og Aftnens Fugle sværme.
Mit Bæger, tømt til Bunden,
blev fyldt igen med Bærme. . .