Her, i dette stille Stræde,
hvor de mange Ruder skinner,
hvor bag Tegl og sorte Tage
Aftenhimlens Purpur rinder —
Her, naar Dagen er forgangen,
vandrer jeg i Mørkningsstunden,
kender alt igen og længes
mod en Tid, som er forsvunden.
Aa, jeg elsker disse Rønner,
kalkede og graa og sorte,
disse skæve, røde Gavle,
disse dybe, skumle Porte —
Elsker denne dunkle Gyde,
denne fjærne, gyldne Himmel,
Stjærnerne bag Tagets Kviste
og den hele Gadestimmel —
Disse Mænd og disse Kvinder,
disse Stoddere og Flaner;
Lygteskærets vilde Fugle,
Fruentimre og Galaner.
Og jeg vandrer her i Strædet
lyttende til Aftnens Klange:
Skrig og Tummel, Kvindestemmer,
Barnegraad og Knejpesange.
— Aa, jeg kender disse Røster,
kender dem fra svundne Dage;
sælsomt toner de i Mørket
som en vild, forvirret Klage.
Nu i Trods, og nu i Smerte;
som et Hav, der aldrig tier —
Det er Dybets Resonnanser,
det er Gadens Poesier . . .