Det lyser fra Himlen,
det lyser herind i mit Kammer.
Se, Stjernernes Ro!
Hvor stille og stadigt de flammer!
I rolige Stjerner!
det er Eders Renhed, jeg skylder
den hvide Glans, som mit Hjerte
forklarer og fylder.
I lærte min Sjæl
i dens fattige Menneskestyrke
at lyse og vise en Vej,
trods det lurende mørke.
I lærte: taalmodig at vare
den Ild, jeg mig tændte,
og aldrig at true andres Lys,
hvor armt de saa brændte.
Det svageste Glimt har dog magt
til at varme og skinne.
Und ikke Mulmet en Fodsbred
af Fremgang at vinde!
Tidt sitrer I, høje Stjerner,
deroppe som stridende Sjæle.
Fælles vi kæmper! Vi kæmper
mod Mørke, som giftigt vil kvæle!
Hvor væves det Mulm?
Det vælder fra Dyb vi, ej kender.
Vi skærmer vort svage Lys
med de skælvende Hænder.
Trods Blæstens Brusen
og Mørkets Mure, der truer,
mildt vokser med Varme og Lys
dog de klare Luer!