Marinus Schneider (1884–1910)

Schneider, Marinus Martin Sophus, 1884–1910, Forfatter. F. 2. Dec. 1884 paa Frbg. (Alm. Hosp.), d. 27. Febr. 1910 i Kbh., begr. sst. (Ass.). Moder: Jensine Mathilde Lund (f. 1862). Adopteret 30. Dec. 1886 af Augusta Mathilde S. (ca. 1838–1902), f. Wolther, Enke efter Kuldrager Frederik Ferdinand S. (1821–67, gift 1° 1855 med Elisabeth Bøttger, 1826–64). Ugift

S.s litterære Virksomhed begyndte 1905 ved den dengang helt moderniserede »Adresseavisen«, og hans første Bidrag var betegnende nok et Mindedigt over Viggo Stuckenberg, hvem han som Forfatter skyldte saa meget. Siden var han Medarbejder ved »Aarhuus Stiftstidende« og ved »Klokken 12«, et Sensationsblad, hvor han ifølge sin Aandsart slet ikke hørte hjemme, men hvor han gennem flere Aar, næsten lige til sin Død, offentliggjorde en lang Række Artikler, der var meget store i Forhold til dette Middagsblads Omfang. S. viste i disse Artikler en ualmindelig journalistisk Begavelse; han drog en Mængde Forhold og sociale Problemer ind under sin Behandling, han viste sig navnlig som en betydelig Skildrer med en udpræget moderne Stil; litterært set var hans Forbilleder Johannes V. Jensen og Johannes Hansen, hvis udfordrende Amoralisme dog stod ham meget fjernt. S. var som Prosaist en af Forløberne for Ekspressionismen i dansk Prosa, som først skulde udfolde sig i Efterkrigstidens Litteratur og Journalistik. Der foreligger intet Udvalg af denne voluminøse Artikelrække i »Klokken 12«, men af S.s Bidrag til »Aarhuus Stiftstidende« udkom 1908 Serien »Forskrevet« under Pseudonymet Mene Tekel — en Bog, væsentlig indeholdende politiske Artikler. — Som lyrisk Digter debuterede S. med Digtsamlingen »Forår mellem Mure« (1909). Paavirkningen af Viggo Stuckenberg var meget følelig, men Emnerne var hentet direkte ud af det, S. havde oplevet i sin trange og fattige Barndom og Ungdom. Det var en af hin Tids mest personligt følte og mest lovende Bøger, og Jagten efter Originalitet var ikke tilnærmelsesvis saa udpræget som i S.s Prosa. Var denne forceret, saa var til Gengæld hans Vers snarere nøgne, nøgterne og af en overbevisende Inderlighed i Diktionen. Efter hans Død udkom et Bind »Efterladte Digte« (1917), og det er paa denne anden Samling, at hans Ry vil komme til at bero. Dens Digte stammer fra det Sygeleje, der blev hans sidste, og de er meget gribende, i deres Art enestaaende i hele den danske Litteratur, fordi en endnu ung Mand, der er klar over, at han ikke skal rejse sig mere, tager Afsked med det Liv, han har elsket saa brændende, og gør det uden Klagen eller Jamren, med en stoisk Ro, saa fuldkommen en Bøjen sig for Skæbnen, at man ikke engang kan tale om Resignation. Samlingen fortjener en Plads helt for sig i dansk Lyrik, thi dens Stoicisme med en Baggrund af en Smerte, som forbliver uudtalt, ligner intet som helst andet i vor Poesi. Paa Grænsen af Døden gav denne fem og tyveaarige Mand sit Sind et Udtryk af den sjældneste Ægthed.