Hvorfor vil vi have noget kært?
— Førend vi aner det,
skal alt blive Støv.
Hvorfor samle vore hedeste Følelser,
vore fineste Forhåbninger
i et så forgængeligt Brændpunkt
som et Menneske?
. . . To og fyrretyve År gammel,
frugtbar og forjættende
som en rigtsået Muldjord
er Viggo Stuckenberg død!
Hvorfor vil vi have noget kært?
Førend vi aner det,
skal alt blive formløst, ukendeligt Støv
Støv!
Jeg gik ud til Stuckenbergs Hjem idag.
Jeg tænkte at høre Nyt
om hans smertelige Sygdom.
Jeg sagde til mig selv:
Måske han nu er så rask,
at han kan fejre Jul hjemme,
lun, hyggelig Jul
hos sig og sine
efter den hårde Sygdoms
lange Adskillelse.
Jeg gik ud og bankede på
og troede, jeg skulde høre glade Ord.
Men en forgræmmet Kvinde
tog imod mig.
Jeg så det stride i hendes Ansigt,
og jeg frøs af Frygt,
allerede før hun sagde:
Ja, De ved vel, min Mand er død?
Død?
Nej! nej!
Viggo Stuckenberg død!
Det traf min varme,
tillidsfulde Sjæl
som giftige Læbers
glatte Hån.
Der stod jo hans Skrivebord.
Han havde siddet der,
og hans Hjerne havde brust
af herligt Liv.
Der stod hans Bøger.
Dem havde han læst,
og hans Mandshjerte
havde banket derved.
Der hang hans Billeder,
som havde mættet
hans skønhedssultne Øjne.
Endnu lå en Pen
på Bordet,
en Pen, sort af Blæk.
Men Viggo Stuckenberg selv,
Viggo Stuckenberg var ikke mere.
Aldrig skulde han komme igen
og hvile sig i denne brede Stol
og føle sig i Læ for Verden,
dens salte, sviende Fattigdom
og lumpne Kvaler
et knapt Nu,
mens hans stoiske Sjæl
gav det grumsede Liv
tilbage som Digt,
der ejede Fortvivlelsens
blege Skønhed.
Jeg tog den hulkende
Kvindes Hånd,
men havde ingen Ord,
ingen, som erstattede ham,
var det så kun et stakkels Øjeblik.
Vi, der kendte Stuckenberg
som Ven,
kan tænke os,
hvad han var som Mand og Elsker.
Dagen var grå.
Jeg gik ud i den,
gysende i min Sjæl,
magtstjålen af Mismod og Forfærdelse,
mens jeg tænkte på,
hvor jeg havde elsket ham,
og på alt det gode, han havde gjort mig
— ham, jeg nu aldrig skulde se mere!
Hans Ord måtte jeg mindes.
Han havde talt så trygt
om sit ventende Liv
derude i Fremtiden.
Det var, som sad han
på Svalen af sit Hus
og så sine Marker ligge udenfor,
bølgende af blid Grøde,
som blot ventede på
at komme under Tag.
Og nu!
En klam Sot
har lagt alle disse lyse Marker
øde for stedse!
Å, Gud,
hvor jeg vil savne ham,
savne ham,
jeg, som kendte ham!
En solrig Høstdag
tog jeg uhørt Mod
op i mit Hjerte
og gik til ham
fra min golde, blege Ensomhed
og spurgte ham
med en Røst,
rynket af Ængstelse,
om jeg var Digter.
Han tog mig — den Fremmede —
hjertelig ind til sig.
Han manede min Uro ned,
han smilede mig tryg og stærk.
Hans Smil!
Hvem kan glemme hans Smil?
Det var som det Solstrejf,
der åbner
selv den mest kuldskære Blomst.
Han indbød mig
til at være mig selv bekendt,
til at være mit eget
let sårlige, skælvende ømhedstørstende Selv bekendt.
Jeg havde ikke nødig
at forstille mig livskry for ham.
Han tog så nænsomt
på alt mit.
Også han havde været ung,
havde håbet og ængstet sig,
også han havde troet på sig selv
og veget for Verden
og frygtet dens frosne Blik.
Dette blev min stadige Tanke —
som et Solsmyg
listede den sig ind over mit Arbejde —:
Hvad vil Stuckenberg sige til mit Værk?
Og jeg glædede mig
til at høre hans marvfulde Stemme,
til at se hans åbne, mægtige Pande
straale af Forståelse,
glædede mig til at møde
hans stolte Øjnes
Spil af livfuld Velvilje
og til at høre ham sige:
Jeg synes, det er godt!
Kære Viggo Stuckenberg!
Fik jeg nogensinde vist dig,
hvad du var mig?
Jeg har jo aldrig kysset din Hånd,
aldrig vovet at knæle.
Talte vi sammen.
brugte jeg beherskede Vendinger,
og jeg kunde have
sunket ned,
bristet sammen for dine Fødder
af ærbødig Taknemlighed.
Meget var du for andre.
For mig var du alt,
Livet,
den skønne Indvielse
til en værdig Skæbne.
Jeg kunde have tjent dig
som din Smådreng.
Jeg kunde have båret
dine Våben efter dig,
for en Dag,
blegnende af Stolthed,
at modtage Ridderslaget
af dine Hænder.
Hvor kunde jeg dog ane,
det skulde komme så brat,
uden at jeg fik sagt
bare et Ord?
Hvor kunde jeg tænke,
at jeg så snart
skulde stå ved en Grav
og føle,
at nu var min Tak forgæves?
Dine Bøger vil jo leve.
I dem vil vi kunne samles
med dit inderlige, fintstemte Væsen
i en stille, mindebesjælet Stund.
Men du selv!
den strålende Pande,
de kloge, mandige Øjne,
den stærke, trofaste Stemme
og Smilet —
Smilet, der smeltede og åbnede Hjerter
du selv
er ikke mere!
Hvorfor vil vi have noget kært?
Hvorfor samle vore varme Følelser
og glade Forventninger
i et så forgængeligt Brændpunkt
som et Menneske?
To og fyrretyve År gammel,
frugtbar og forjættende
som den kraftige Muld
er Viggo Stuckenberg død!
Hvorfor vil vi have noget kært?
— Førend vi aner det,
skal alt blive Støv,
som ikke vedkender sig gamle Forme
— blive Støv!