Hør, Stormen gjalder gennem Boulevarden,
og Sneen damper om de sorte Træer,
mens store Grene slides ned i Farten.
Det er et stygt, et gudsforgåent Vejr
med stride Fog mod stænget Dør og Rude,
og øde ligger Gaderne derude.
Jeg står og ser på Stormens strenge Tog;
den suser hårdt — de visne Kviste viger
og knager kvalt, som om de bange skriger.
Men alle gæve Grene stridbart vajer:
mod Stormen stritter de i modig Trods:
vi vover Dysten! — Våren er i os!
Jeg siger til mig selv: Min Ven, du klynker,
så tidt du ribbes for en Smule Drøm,
men se, hvorlidt sig selv Naturen ynker.
Du farer op, når noget fejes om
af det, du havde plantet i dit Liv,
men Stormen er Naturens egen Dom.
Med bistre Drøn den støder i Basunen:
Herned, hvad ikke Frodighed fik givet!
Herned, hvad goldt vil møde Solens Lunen!
Vær altså tryg, når iskold Vinter truer —:
kun rådne Kviste rammer Ulivssår;
den vajer gævt, den Gren, der gemmer Vår!