Det var da det fulde Orkester faldt,
nu lød kun Strygernes Spil;
jeg så hende stå med grådfuld Mund
alene og lytte til.
Ved Violinernes gribende Lyd
der var det, hun brast i Gråd,
de varme Tårer flød stille ned
og gjorde Kinden så våd.
Det var kun en stakkels Kvindes Sorg.
som blev hendes Bryst for stor,
men jeg så derpå, og min Hånd den skjalv,
og min Mund den ledte om Ord.
Hvem nænner at skænde så skær en Tro?
hvem træder så hvid en Blu?
— Du bløder endnu af en lumpen Hånd,
som plukked din Sjæl itu!
Dit Blik det flakker så sårt og skræmt,
som det søgte din flygtede Fred
— men vover nogen at se din Sorg,
slår du smerteligt Øjnene ned.
Å, vend ikke angst dit Ansigt bort,
bliv ikke så skamfuld og rød!
Jeg lider jo blot i min Sjæl for, hvad ondt
en Mand sig imod dig forbrød.
. . . Koncerten tonede langsomt hen,
den svandt i en svag Akkord.
Med sænket Hoved og sagte Trin
jeg så hende skynde sig bort.