De suser, de sorte Pile.
De suser. Det er, som de kalder.
Bladene falder.
Bladene falder saa tæt.
— Trænger du ikke til Hvile,
du, som blev træt?
Du, som ingen savner,
du som ingen gør glad,
— fald som et Blad!
— — Ingen Tanker, som brænder.
Ingen vaandefuldt vredne Hænder.
Intet Hiertets urolige Slag.
Ingen Dag, hvor den svigter, din Styrke.
Intet Nederlag.
Ingen løjet Ed.
Gem dig, bliv borte i mørke.
Fred!
Kun Fred og de susende Pile
over din Hvile.
— — — Ingen Sorg.
Ingen Taarer.
Ingen kærlige Stemmer, som kalder.
Kun en Mand, der falder;
en Ensom, der blev tyst
med Munden fuld af Muld.
Kun et udslidt Bryst,
som faar Ro.
Ingen Kvinde,
der græder.
Intet Minde,
som lønligt vil gro.
Maaske en Ven,
der stille en Stund vil erindre:
Den Fælle mindre,
Men Verden er stor,
og Livet bruser og bruser.
Intet Spor.
Kun den Jord,
hvor du finder din Hvile,
den Jord og de sorte Pile,
som suser og suser.
Glemt!
Glemt med den Stund, du blev gemt!
Intet Spor.
Kun den Jord,
hvor du finder din Hvile.
Glemt!
Glemt med den Stund, du bliver gemt.