Det blæser. Vinden slaar med Vinduskrogen.
Den blege Dæmring ind i Stuen strømmer,
hvor hele Natten jeg bar ligget vaagen.
Jeg laa og stirred mod det stille Mørke
og tænkte paa mit Liv og følte Fred
og rolig Tillid til min egen Styrke.
Hvem vandt de Kaar, hans Ungdom kækt sig drømte?
Der faldt dog paa din Vej af Sol en Straale.
Hvad gør lidt Slud, naar du har lært at taale?
Smil ad de Drømme, du engang har haft.
Blev du en Mand, du har e] Grund til Klage.
Fordi du skulde bære, fik du Kraft.
Jeg ved ej, hvad der venter mig derude,
hvor Dagen hvidlig dæmrer mer og mer,
men jeg har Mod at møde, hvad der sker.
Jeg har ei Frygt, jeg fordrer ingen Skaansel.
Stærk blev jeg ved mod Stormen mig at stemme
— min egen Skæbne kan mig ikke skræmme!
De sorte Træer i Morgenvinden suse.
Der blæser visne Blade ind i Stuen,
og Ruder blinker blegt fra alle Huse.
Du hvide Dag, jeg hilser i mit Kammer!
forsmaa mig ej, fordi jeg faldt og fejled
og søgte Fred, naar jeg fik haarde Skrammer.
Jeg ved det, jeg var ofte syg og træt.
Tidt har jeg standset, helst jeg vilde fly
— men jeg skal kæmpe til mit sidste Aandedræt!
Mit Liv! mit Liv, som vaandefuldt jeg vandt!
dyrt købt med Ungdom, Sundhed, døbt i Slid og Savn!
— imøde gaar jeg dig med aaben Favn!
Der venter mig ej mere nogen Sommer;
jeg ser det godt, de gule Blade falder.
. . . Men tag mod den, du skabte, som han kommer!