Koldt det blæser imod Aften.
Mørket over Byen strømmer.
Ruder rasler, tæt det regner,
alle Rendestene svømmer.
Langsomt Gadens Lygter tændes,
tyndt og skælvende de skinne.
— Se, der venter en paa Hjørnet,
vil du købe dig en Kvinde!
En med askeagtigt Ansigt,
slapt af Hattesvir og Kvaler,
fri en lille Stund fra Stadens
fængsler og dens Hospitaler.
Gennemblødt hun staar og fryser,
sygt de bule Øjne flammer.
— Hvor vi Mænd kan være usle!
Vore Spor er Skam og Jammer.
Blæst og Regn, og Aftnen falder.
Tomt og trist det snævre Stræde.
Hvem er god? Hvem ofred aldrig
Andre for sin egen Glæde?
Hvem har ingen lumpne Minder,
der forbitre og beskæmme?
Saa du aldrig tavse Taarer,
som du skyndte dig at glemme?
Vi er Mænd — men haardt vi træder
Stakler i vor spildte Bærme;
— — og vi fik de stærke Hænder
for at værne og beskærme.
Koldt det klamme Mørke strømmer,
Lygter blegt og brustent skinne.
— Se, der venter en paa Hjørnet,
vil du købe dig en Kvinde!