Vintermorgen
med Frostens blinkende Skær.
Den tætfaldne Sne
tynger de spinkle Trær.
Nyfalden Sne
og Himlens højt blaanende Bue.
Vintersol, Vinterro
rinder herind i min Stue.
Du staar ved Ruden,
din Pande imod den du sænker.
Tidt skotter du hen til min Seng,
hvor jeg ligger og tænker.
Du skotter herben,
dine Blik bliver dybe og lange.
— Jeg synes, du staar
som en stakkels, længselsfuld sange.
Oer flimrer lidt Sol i dit Haar,
der knyttes saa frodigt.
Din varme Mund
lukker sig klogt og modigt.
Hvor elskelig klare de Træk,
Hvis Kækhed jeg kender!
— Liv er du, helt ud,
i de store, lyse Hænder!
II
Jeg tænkte den Dag,
da jeg skælvende tog dine Hænder:
Ikke blot mand og Kvinde!
— to Sjæle! to Venner!
Jeg saa det sitrende Smil
om din milde, din modige Mund.
Mit mandshjerte rørtes,
blev ramt i sin dybeste Grund.
Jeg tænkte: De Dage, der kommer,
maaske blir de bitre og svære.
Selv er jeg stærk.
Mine Arme kan favne og bære.
Bor der bag bindende Porte
en Lykke for Menneskesind,
Jeg leder din Vej,
vi to skal vel lukkes derind.
Saa klar og ren er din Glæde;
jeg vil dig kun Glæder.
Jeg skal gaa bort,
den Dag du er bundet og græder.
Nu fik jeg dit Hjerte!
Elskede! husk hvad saa hænder:
Ikke blot Mand og Kvinde!
— to Sjæle! to Venner!
III
. . . Jeg ser din Ungdom,
og fyldes med Afmagt og Jammer.
Du skulde vide,
hvor vildt! hvor vildt jeg mig skammer!
De Løfter, jeg gav,
endnu i mit Øre genlyder
— en Sotteseng er alt,
jeg din Kærlighed byder!
Med Morgenguld jeg den mødende
Fremtid malte.
— Det brænder i mig!
Jeg synes, jeg løj og pralte!
Uforskyldt tæres min Kraft;
jeg er snigende truffet.
Men det er ved mig, du af Livet
blev dødelig skuffet!
. . . En Sotteseng og en Stue,
hvor Skyggerne falde.
— Trist er det Syn af en mand,
der er træt og skal falde!
Jeg ser dine Øjne;
de kan ikke skjule, de ynker
— du er den stærke!
. . . Jeg er den svage, der synker!
Det skumrer! Det skumrer
af Skygger, som Sjælen vil true:
Straadød er graa!
for den, der gad dø i en Lue!
Let dog alene at dø!
Mig tvang det ikke til Taarer.
— Men fylde en anden med Sorg
til det sidste mig saarer —
Sig mig Farvel
. . . mit Liv er kun smuldrende Smuler.
Du skal ikke se,
naar Asken mig skjuler.
Hvorfor vente,
til hvad der skal ske er hændt?
Da er jeg ej mere
den, du har elsket og kendt.
. . . Jeg falmer for dig,
jeg bliver saa fattig. Kære!
helst vil jeg mindes som den,
jeg var og gad være — — —
IV
Sol skinner paa Sne,
og Morgnen blinker og blænder.
— Liv er du helt ud
i de store, lyse Hænder!
Du er ikke skabt til at skæmmes
i Sottesengs Skygge!
Dit Bryst er højt og ungt
for at bruse af Lpkke!
Jeg søger dit Blik og møder
dets kloge, smilende Mildhed;
jeg gætter dit Svar, mens mit Hierte
straaler af Vished og Stilhed:
Hvad vil mig den Frihed,
som bringer Bekymring og Klage?
. . . Gik jeg idag,
jeg kom dog imorgen tilbage — — —