Nu glider Himlen
og Havet sammen,
og Skyen hulles
af Maaneflammen,
de gyldne, kølige
Stjerner skinner,
og Byens Taarne
i mørket svinder.
For Aftnens larmende
Færd jeg frygter,
og ud til Stranden
forpint jeg flygter
og søger Tysthed,
og her jeg faar den,
saa nær ved Byen
og Banegaarden.
Det dybe Vand
er i Mulm begravet,
fjernt bygger Maanen
en Bro langs Havet;
Sølvskæret flimrer
og ler og drager
som Kvindeøjne,
hvis Haan er fager.
Jeg flyder stille
paa Havets Vande
mod Fredens maaneskins-
hvide Strande —
kun Havets Skvulpen,
hvis Lyd jeg kender,
som der blev klappet
i bløde Hænder.
Det er som var jeg
i Dødens Have
en Blomst, der dufter
paa dunkle Grave.
Jeg gad mig kaste,
hvor Lysfnug smile,
ned i den grønne
og svale hvile.
Jeg kunde synke
mod Bundens Stilhed
og fnugge bort
i dens tomme Mildhed.
— Da hviner barmfuldt
Lokomotivet,
jeg vaagner op,
. . . og jeg elsker Livet!