Regndryp fra de sorte Trær,
milde Sus og Solens Skær.
. . . Stære! Luften klinger!
Hvor de Stære
er mig kære!
Det er Vaar, de bringer.
Vinduet op og Vinden ind!
Bad mig, Sollys, i dit Skin!
Se, jeg aabner Favnen!
Hvor jeg længes,
Aa, jeg længes,
Grib mig, Vaar, i Favnen!
Skovmuld og Violers Duft,
Svøb mig ind, du lune Luft,
stil hver gammel Klage!
Hvor jeg savned.
frøs og savned
Vintrens lange Dage!
Jeg vil ud af Byens Ark,
ligge paa en aaben Mark,
midt i Solens Skinnen.
Kirker, Bakker,
Øjet flakker
Vidt omkring som Vinden.
Stiens Jord er fed og klæg,
Grøftepilens grove Skæg
bliver stedse større.
Bag en Længe
Kvinder hænge
tvættet Tøj til Tørre.
Spring i Spring en slunken Bund
— Tungen damper i dens Mund —
efter Kvæget sætter.
Røgterstokken
travl blandt Flokken
trevne Klove letter.
Skoven skinner lys og stor,
jeg kan lugte, hvor den gror
nu i Morgenstunden.
Solstrejf skifter,
Skygger vifter
over Bukkarbunden.
Mellem mosset Muld og Svær,
sitrer Bækkens Sølverskær,
blankt det strømmer, strømmer.
Bøgeskygger
lifligt bygger
Læ en ensom Drømmer.
Jeg har strakt mig paa en Brink
føler Solens milde Blink
paa min Blund og Pande.
Mine Drømme
sagte strømme
bort med Bækkens Vande.
Høje Himmel uden Sky!
Gode Tid i gyldent Gry!
fri mig fra al Vaande!
— Dybe Hvile,
drømme, smile,
stille drage Aande.
Var jeg træt? Ja, jeg var træt.
Tungt og trangt mit Aandedræt.
Mulm og Kulde knuger.
— Sol og Væde,
tyst af Glæde,
som en Vækst jeg suger.
Gyldent er dit store Haar,
grøn den Silke, søde Vaar,
dine Bryster højne!
Sorg du tysser,
nu du kysser
begge mine Øjne!