Højt oppe staar der store, bolde Stjerner.
Koldt suser Blæsten — Løvet skilles ad,
trist og stadig falder Blad for Blad.
Det mørkner ude, men vor Lampe brænder.
I rolig Biæde mødes vore Øjne,
og gerne giver du mig dine Hænder.
Du var et Barn — jeg ser en voksen Kvinde.
Jeg tænker, mens jeg knuger dine hænder:
Hvad var det værd, det Liv, jeg bragte hende?
Det strider saart og sagte i mit Hjerte!
dyrt blev det dig, du lod dig til mig binde
og var min bedste Ven og elskerinde.
Tilgiv mig, kære, jeg var ingen Prins,
der aabned Lykkens løvbehængte Porte;
den Sti, jeg fandt, var fuld af Skygger sorte.
Du fulgte mig, skønt Jeg var syg og fattig.
Graa var de Døgn, mit Liv mig gav at vandre;
du holdt dem ud, du vilde ikke andre.
Jeg ved jo, det har stormet i dit Hjerte —:
Derude laa det Liv, du skulde vinde,
og her var lavt og skumringsfyldt herinde.
Jeg saa dig ofte tavs og ensom lide;
jeg voved ej at spørge — alt jeg vidste,
men naar det galdt, jeg fandt dig ved min Side.
Ej skal jeg mig et Skær af Ungdom stjæle;
jeg ved, det vilde kummerligt mig klæde
at falde ned paa Riddervis og knæle.
Min Ven! min kære Ven, som helt jeg kender!
I rolig Glæde mødes vore Øjne,
og gerne giver du mig dine Hænder.