En raakold Vinterdag med Mørkning ude.
Af Dagens Sne de hvide Tage skinne.
I Blæsten Lygten blinker bag vor Rude,
men dæmpet mumler Ovnens Ild berinde.
Tavs sidder Du og ser, hvor Baalet brænder,
mens Skæret mildt udover Gulvet strømmer,
Dit Hoved hviler Du i dine Hænder;
jeg smiler lidt, jeg tænker jo, du drømmer.
Oa rejser Du Dig haardt. — Jeg ser, Du græder!
— En Graad som Ild! . . . jeg stirrer angst og stum.
Der lyder som et Raab: Nej! intet sker!
Jeg er saa træt af dette trange Rum!
Skal jeg da blive gammel, falme her,
mens Livet kalder paa mig hundred Steder?