Der ses paa Himlen enkle Stjerners Prikker,
og Byen i bedrøvet Mørke ligger,
men Regnen lutrede den Hede Luft.
Jeg aabner lidt mit Vindu, og jeg drikker
de friske Lindeblomsters lyse Duft.
Fjernt bag Alléens dybe Lindekroner
jeg hører sjælfuld Sang og spinkle Toner,
der bryder frem af et forstemt Klaner,
— min Tanke flygter bort mod andre Zoner;
min Barndom og mig selv som Dreng jeg ser.
Det var en Aften, enkle Stjerner ulmed,
og svale Vinde efter Solen dulmed,
og Maanen lyste som et stille Smil.
Jeg stod ved Ruden, og mit Hjærte svulmed,
ved Maanens underlige Sværmersmil.
Og alting tav; bedrøvet hvilte Byen,
men Fred og Lys saa ned til os fra Skyen,
fjernt spilled et Klaver, det lød saa blidt,
— det ene Spil, det ene Spil i Byen,
— en Sang, som siden jeg har hørt saa tit.
En Sang om unge hjerters bitre Glæde,
jeg først forstod, da selv jeg vandt den Glæde,
en Sang om Fryd, men fuld af dæmpet Sorg,
— en Sang om unge hjerters bitre Glæde,
der gemmer Spirer til Alverdens Sorg.
Jeg svor at eje alle fine Glæder,
jeg svor at gaa langs Livets aabne Bredder
og storme Porten til min Lykkes Borg,
og aldrig være mod mit Maal forræder,
og aldrig volde nogen Kvinde Sorg.
. . . Jeg skammer mig for disse simple toner,
min Barndoms Sang bag dybe Lindekroner,
bebrejder mig fra et forstemt Klaver.
— min tanke flygter bort mod andre Zoner,
min Barndom og mig selv som Dreng, jeg ser.
Og Mindet tænder mig en ensom Kærte,
der lyser frem hver gammel Fryd og Smerte,
som dengang i min Sjæl saa længe sved.
Men min Bekymring tier i mit hjerte,
for Aftenen er saa blid og fuld af Fred.