Den tætte Luft er tung at aande,
og Solen er som Baal og Brand,
og Blomst og Løv er stedt i Vaande
og tørster tærende mod Vand.
De gløder, Søens gyldne Strømme
i Glimtskaar splintres Solens Skær,
og hvide Svaner dovent svømme,
som gled de frem i vaagne Drømme,
og Farten var dem til Besvær,
Syrener og Jasminer hælder
de blaa og hvide Blomster træt,
og ødsle Duftbrus fra dem vælder
og tynger kvalmt hvert Aandedræt.
Saa dumpt og døsigt alting tier,
kun duner i den tykke Luft
et Støv af Lyd fra iltre Bier
og Myg, berust af Blomsterduft.
Blindt Stien, smal og ensom, snor sig,
langs Søens lave, muldgraa Bred,
hvor Spurve hopper rundt og kror sig
og spejler sig i Vandet ned
og nyder Stedets lyse Fred.
Op langs med Stien staar der Bænke,
hvis gule Farve skaller lidt,
Solstraaler gyldne Lysfnug stænke,
og blomsterhvide Hylde bygge
en Hvælving fuld af Duft og Skygge,
hvor Livet bliver godt og blidt.
Maanen steg op, og det mørknede let,
jeg sad ved en Vejkant, forgaaet og træt
Om mig var marker, hvorhen jeg end saa,
i mulm flød de ud, nu da mørket faldt paa.
Fjernt ringede Klokken for Daggudens Død,
bag Skoven stod himlen saa smertelig rød.
Et Kvægbrøl slog ru over Græsskræntens Kam,
saa gnyed en Hundekæfts hylende Glam.
Ved Vejkanten laa en stilfærdig Sø,
afstængt og dømt til at tørres og dø.
Og ikke et Fodtrin brød Vej eller Sti,
kun Blæsten for, nynnende muntert, forbi.