I Middags blev de gifte, iaften straaled Festen,
nu skjules de derinde bag Murens buide Ro.
Ak, han var hendes Kære, men jeg! — jeg var kun Gæsten,
der høfligt holdt sin Tale og tomt og høfligt lo.
Hvor klang det klamt og fattigt, hvergang jeg høfligt lo.
Der dufted fine Blomster, og Vin i Skaaler ulmed,
der hvirvled Latter om mig som brede Vandes Brus.
Der brændte hede Munde, og stolte Bryster svulmed,
og Lykken svang sin Fakkel i Brudeparrets Hus.
Men jeg var bare ensom i dette glade Hus.
Hvor var hun sød med Haaret i gyldne Bukler djærve,
og hendes skyblaa Øjne var som en stille Strøm.
Det stinged haardt i Sjælen, det ved i hver en Nerve:
nu gled hun haabløst fra mig, min Ungdoms blonde Drøm.
En anden dagklart ejed min Ungdoms blonde Drøm!
Han smilte stadigt om sig, Han sad saa stor og sikker,
saa selvbevidst og myndig. Han bringer hende Kiv
og han vil aldrig løse, hvad der i hende ligger
af rig og broget Væeen, af mangestrænget Liv.
Han vil kun gøre hverdags et fint og frugtbart Liv.
Og alle Lamper slukkes, en Bryllupsfest var færdig,
to Ungdomsliv var svundet i Taage som en Røg.
Vor Vært gik med til Døren, der lo han ublufærdig
og sagde os til Afsked en slibrig, glansløs Spøg.
Men glade Gæster snuser ej kræsent til en Spøg.
Og nu er alt saa stille. Fuldmaanen sølvklart skinner.
Bag Husets Mure favnes de lykkelige To.
Men jeg gaar om herude, mens Nattens Timer svinder,
og noget som en Tiger slaar i min Sjæl sin Klo,
og alle mine Drømme forbløder for dets Klo.
Imorgen vil hun vaagne, og hendes Kinder brænder,
og Nattens nye Kundskab forgifter hendes Sans.
Det lette Slør er løftet, det nøgne Liv hun kender,
nu hun saa helt og ganske og aabenlyst blev hans.
Og hendes bange Ynde forsvandt, da hun blev hans.
Jeg mærker vilde Taarer mod mine øjne stige,
jeg kan ej nedslaa Smerten, skønt haardt og hadsk jeg vil.
O, hun, som jeg har elsket, den sky og sarte Pige,
den blanke lille Jomfru, er ikke mere til.
Det bedste af min Ungdom er ikke mere til.