Der ligger gyldent Lysstøv over Vandet,
paa Himlen straaler maanen stor og bleget,
det blæser lidt, og tyst er Fiskerlejet,
og hver en Baad er trukket op af Vandet.
De røde Næt er varsomt hængt til tørre,
i Klynger staar de tavse mænd saa trygge,
en spiller paa Harmonika et Stykke,
de andre tier, de er lutter Øre.
Den Spillende er af sit Spil bevæget;
hans Læber bæver, vege er hans Øjne,
han stirrer som i Længsel ud mod Havet.
Og Lejets Kvinder sig herned har sneget,
og bløde Suk de sunde Bryster højne,
og Dagens Slid i Glemsel er begravet.