Det var en Nytaarsaften,
Jeg vandred hjem alene;
Frostsneens Funker lyste
Henover Torvets Stene.
Ud fra en Sidegade
Oer klang en Orengelatter,
Smaa Krudtpatroner knalded,
Glimted og stuktes atter.
Imens mit Blik paa Sneen
Fulgte de røde Gnister,
Forbi mig strøg en Gubbe,
Graaskjægget, mørk og bister.
Og under Kappefligen,
Som flagred lidt for Blæsten,
Bar han — — en Jydepotte?
Saa syntes det mig næsten.
Det fløi mig ud af Munden
— Kaad er jeg tidt, desværre —:
Slaaer De nu ogsaa Potter
paa Døre, gamle Herre?
Kun med et Blik han svared;
I det var sære Kræfter,
Som fik mig til at tie
Og følge langsomt efter.
Igjennem øde Gader
Med Sneens hvide Dække
Op mod vor Frue Kirke
Helt tause gik vi begge.
Den syntes sælsomt oplyst
Af Maaneglands forinden,
Og sagte psalmetoner
Klang ud i Nattevinden.
Hen imod Kirkedøren
Han stred med panden bøiet;
Saa standsed han og fæsted
End engang paa mig Øiet.
Af Kappens Svøb en Urne
Vikled han ud med Lempe,
Og, mens med Et han syntes
At voxe til en Kæmpe, —
Just som det første Tolvslag
Fra Klokketaarnet dirred,
Slynged han den mod Døren,
Saa Laas og Hængsler klirred.
Men op fra Urnens Skjærver
Svang sig en Alfeskare,
Og en for en de kvidred
Mig til i Toner klare: