Den Dødes Igienkomst
efter en gammel Kiempevise.
efter en gammel Kiempevise.
Den fromme Frue Signild paa Sotteseng laae,
Hr. Esbern han sørged’ for hende saa saare;
Vær trøstig, hun bad ham, og græd ikke saa,
Mig martre langt meer end min Død dine Taare.
Gid snart i en lykkelig Vennevivs Favn
Du glemme din Sorg, og forvinde mit Savn.
Men heftig greb Esbern den visnende Haand:
„Den Evige mig i min Dødsstund forglemme,
Om saa jeg kan krænke vort hellige Baand.“
Mildt afbrød ham Signild med døende Stemme:
„O! gierne min Ven maae du krænke det saa,
Naar hun giør din Lykke, og elsker de Smaa.“
Fem grædende Døttre sad om hendes Seng,
Tung faldt deres Taare paa moderligt Hierte,
Dog sørged’ hun meest for sin eenbaarne Dreng,
Der end var for spæd til saa voldsom en Smerte,
Da han sine Sødskende grædende seer,
Han dæggede for dem — da græd de end meer.
Frue Signild hun døde, blev jordet, og glemt,
Hr. Esbern han ægtede Guldborg den rige,
Berømt for sin Skiønhed, og Snilde i Skiemt,
I Dands og i Harpeleeg fandt hun ei lige;
Thi sværmed’ hun stedse i Gammen og Suus,
Og agted’ kun lidet paa Børn og paa Huus.
De Hunde de tude om Midienat,
Og svovelblaae brændte Vorlysenes Lue,
Det tuder igien, da udslukkes de bradt,
Hr. Esbern og Guldborg begyndte at grue;
Ved tredie Tuden de Døre fløi op.
Det sused’ som Vinden i Eegernes Top.
Paa Stegersets Ildsted Elinalild sad,
Paa Skiødet hun havde sin grædende Broder,
Hun dæggede for ham, og huddred’ og bad,
Og ønskte sig tidt hos sin hvilende Moder.
Med eet hun forfærdet i Maaneskin saae
En liigklædet Skikkelse for sig at staae.
„Elina! min Datter! hvi sidder du her?
Og hvor staaer det til med Smaasødskende dine?“
„O kald mig ei Datter! ak hvo du end er,
Da lad mig i Fred!“ svarte ængstlig Eline:
„Som Æblet min Moder var hvid og var rød,
Men du er jo blegguul, og ligner en Død!“
„I Graven der falmer den rødeste Kind,
I Graven jeg boer, og fra Graven jeg kommer,
Jeg hørte jer Sorg i mit Hvilested ind,
Da rørte min Klage den evige Dommer,
Jeg reiste de mødige Lemmer med Hast,
Og Murene revnede, og Marmoret brast.“
Glad gienkiendte Drengen nu Moderens Røst,
Og strakte mod hende de indbundne Arme.
„Ak! sukkede Signild; ak tomt er mit Bryst!
Min Arm uden Kraft, mit Favn uden Varme.
Elina! han kiender sin Moder endnu!
Min kiereste Datter, hvi tøver da du?“ —
„O Moder! fra Graven du kom til os Smaa!
O tag os da med dig! vi lide saa ilde.
Vi fryse og sulte, og ligge paa Straae;
De Terner, de giøre her alt hvad de vilde.
See kun, hvor forkommen af Kulde han er;
Thi sat’ jeg mig med ham ved Emmerne her.
Ømt favnede Signild sin Datter, og Dreng,
Det var dem som Pust af Sydvestvindens Aande,
Vred stedtes hun! da for de Skielvendes Seng:
„O Esbern! o Guldborg! seer Børnenes Vaande,
Den kaldte mig op af mit roelige Hiem!
O Guldborg! hvor tager du vare paa dem?
Jeg efterlod eder de Bolster saa blaae,
Dem monne de Terner bortrane og slide;
De Ædlinge fryse og ligge paa Straae,
Ei haver jeg fød dem til saadan en Qvide.
O havde du baaren og fød dem, som jeg,
Du glemte dem ikke for Tant og for Leeg.“
Nu galede Hanen, og Signild forsvandt,
Som Morgenens Taage for Solen forsvinder;
Og Guldborgs de brændende Taare nedrandt,
Paa Esberns af Ruelse blussende Kinder:
I Skioldungens Land var fra selvsamme Stund,
Ei ædlere Kone og Moder end hun.
Rahbek.