Saa svandt vor Aften hen i Glæde,
Og glade vi adskilles nu;
Af dem, som sukke, dem, som græde,
Dem lad os komme først ihu!
Det, Brødre! er den Godheds Krav,
Som os vor glade Aften gav.
Mens vore Timer fløi saa glade,
Seent mangt et Blund i Kummer skreed,
Med Taare mangen maatte væde
Det hvileløse Leiestæd.
Tænk, medens Overflod vi nød,
Til Børn at Mødre savned Brød.
O du! hvis Liv i Fryd henglider,
Blandt dine Glæder kom ihu:
At det din Broder er, som lider,
At han er skabt til Fryd, som du,
O let den Armes Lidelser,
Og giør dig dine Glæder værd.
Og du, som ei ukiændt med Smerte
Kan giennemføle Brødres Nød,
Du, som af bliid Erfaring lærte,
Hvor Hielp i Nødens Stund er sød.
O slaae et Hierte i dit Bryst,
Da hør, og agt, og lyd dets Røst.
Riig være Gaven, eller ringe,
Vi freidige den lægge hen!
Thi Godheds Gud, hvem vi den bringe,
Seer kun paa Hiertet, ei paa den.
O tit den Riges Skienk ei var,
Som Enkens Skierv, ham dyrebar.
Thi lad os ham, vor Fader, ligne
I virksom Iid at giøre vel,
Da kan, da vil han os velsigne
Med Livets Himmel, Dydens Held,
Og skiftet Gavn og lindret Nød,
Os være Fryd i Liv og Død.
R.
