Jeg haver en Vugge, saa varm, og saa tæt;
Jeg haver en Vugge, saa peen og saa net,
See Vaaren i Himmelens Smykke fremtræde,
Han strøer paa min Vugge de Lilier spæde,
Og Lundenes Nattergal synger for dig:
Sov sødelig.
Jeg haver en Vugge, saa peen, og saa net;
Jeg haver en Vugge, saa varm og saa tæt,
See Vinterens Skyer, der brydes med Dagen,
Bedække min Vugge med hvideste Lagen,
Frygt aldrig for Vinterens mørkeste Skye;
Du slumrer i Lye.
Paa Jorden miskiendes den reeneste Dyd,
Paa Jorden ei blomstrer den sandere Fryd,
Der Haabet dig skuffer, der Venskab dig saarer,
Og Elskov dig Bæggeret fylder med Taarer,
Her smiler din Engel, den venlige Død,
Glem Jorderigs Nød.
Kom elskede Vandrer! du est jo saa træt,
Dig favner min Vugge, saa varm, og saa tæt,
Jeg tager din Byrde, bortaander din Kummer,
Og dysser dig ind i den sødeste Slummer,
Saa kom da, jeg lægger i Vuggen dig ned
Til Salighed.
Sander.