Knud Lyne Rahbek (1760–1830)

        Dig, Arimanes! om du findes,

        Du, som trods evig Magts Beviis,

        Af Godheds Gud ei overvindes,

        Dig stemmes denne Sang til Priis.

Mod alt, hvad Mildhed taler, hvad Viisdom selv har stiftet,

Du evigt Oprør har og evig Modstand sat.

Alsfader aandede, hvis Aande du forgifted’.

Han sagde: vorde Lys! du sagde: være Nat!

Han saae, at alt var gode, der flød fra Skabersrøsten,

Du saae med Afgrunds Fryd det Ondes skiulte Frøe;

Han skienkte Kundskabs Frugt, du Galde giød i Saften:

Han sagde: Lidet, nyd! du sagde: nyd og døe!

Saa dræbtes ved din Haand i Strid mod Himlens Orden

Lyksalighedens Glimt i Jordens spæde Favn.

Din Seieren en Tiid til Væsnets Skræk var vorden;

Forstyrrelse dit Maal, og Mørke er dit Navn.

        I Nattens Kaabe du fremtræder,

        Lys, Liv, og Varme vækkes af;

        Du skaber Jorden til en Grav,

        Til Gravchor Firmamentet klæder;

        Med Dødens Trudsel, Kuldens Tvang

        Du Mennesker og Dyr forskrækker;

        Neddysser Fuglens glade Sang;

        Med Blyde krymper Blomst sig, dækker,

        Naar du blytunge Spiir udstrækker,

        Naar op af Gravens dybe Fang

        Du Spøgelser til Vandring vækker;

        Alt nedrig Lumskhed Haanden rækker;

        Og freder feige Nidings Gang.

Din faldne Stammes Børn med Bæven for din Vælde

Til Ørkner Flugten tog at hylde dine Bud;

See Solen sorgfuld skiult og Himlen Taarer fælde

I Brødens Skumringsstund, da du blev Jordens Gud.

Paa Paradisets Gruus blandt Skabelsens Ruiner

Fordærvets diærve Haand et Tempel reiste dig;

I Irrgangshvelvingen en dunkel Lampe skinner;

Men sand Oplysning did fandt aldrig Vei for sig.

En Flok af Slaver der sin Røgelse dig skienker,

Og Daarskabs Nidkiærhed, og Blindheds Overmod

Ved Lastens Seiersang dit Alter der bestænker

Med de forsagtes Graad og skyldfrit Offerblod;

Hen over bandlyst Jord knap Straffens Vande svinde,

Og Støvets faanste Slægt igien paa den fremsmiler,

For ny Vildfarelse og Nød den flux indhyller,

Og Grenen i Fordærv sin Stamme overgaaer.

See! Jordens svage Søn af Hovmods Ruus henrives,

Og daarligt Trodseværk mod Himlen vove tør;

Du seirer, Mørkets Aand! af dig, af dig den drives,

Den Arm, som Avindskiold mod Skabervælden før’.

Et Babel kneiser op; men som en Røg forsvinder.

Hvad Stolthed udtænkt har, og tung er Hævnens Haand,

Den blander Daarskabs Sprog, og Daarskabs Syn forblinder,

Og tusend Tungemaal dig hylde, Mørkets Aand!

        Dig Mørkets Første! dig til Hæder

        En Slægt, som blind og afsind var,

        Forvildelsen i tusend Ledder,

        Med Lastens Smitte udbredt har.

        Med diærve Brøde, brudte Eder

        Langmodighedens Harm nedkalde —

        Tændt tusendfold den Ild, som faldt

        Paa Sodoms Uteerligheder.

Af Næring aldrig mæt et Molochs Alter syder

Der rives første Barn fra døve Moders Bryst

At svale Gudens Svælg; det røde Gab gienlyder

Blandt Offerfestens Sværm af Spædes sidste Røst.

Forgiæves knittrer Lyn, og brøler Hævnens Torden,

Forgiæves Himlens Suk til Støvets Øre naaer;

Forfærdelse og Løgn regiere over Jorden,

Og Nød og Uselhed i deres Fodspor gaaer.

        Med Mildheds Sprog en Sandheds Tolk

        En Brødres Ven mod Ondskab træder;

        Men haanet af letsindigt Folk,

        Som bange Fædres Lumskhed leder,

        Hensælges han til svigfuld Dolk;

        Og Mørket i Triumph sig glæder.

        Hans rene Læres blide Bud

        Forfølges, glemmes, og forvendes;

        Snart Morderbaal paa ny antændes;

        Af Blindheds Iid at ære Gud.

        Den Fred, han stifted med Exempel

        I Fienders og i Dødens Favn,

        Paa Jorden finder intet Tempel,

        Men Mørket laaner diærvt hans Navn

        Paa Overtroes blodstænkte Stempel.

        Betegnet med det Kors, hvor han

        For Ret, og Fred, og Sandhed døde,

        Paa ny igien at lægge øde

        Tit ødelagte Herrens Land,

        Uregnelige Hære drage

        At tiene Gud med Mord og Brand

        Med Samvitstvang, med Vold og Plage.

        Men snart i mørke Klosters Roe

        Nyt Fristed falske Iver søger,

        Og skiulte Lasters Skyld forøger

        Med skrømtet Dyd og digtet Troe;

        Her Mørket al sin Styrke øver,

        Her Klerkeførsten Borgia

        Diærv trodser Himlens Lyn, og røver

        Vor Jord dens Saligheder fra.

Paa Rænker reises nu Hierarkiets Thronen

Af Londoms svorne Slægt, Loiolas Broderskab.

Gift bliver Sandheds Løn, og Dolken Uskylds Drab,

Og Ondskab naaer sit Maal forklædt som Religionen,

Inqvisitjonens Baal sin Røg mod Himlen hvælver

Og Borgerfrihed døer ved Tænkefriheds Død,

Og Dyd afskrækkes af, og Menneskheden skielver,

Naar verdslig Magt sin Arm til Klærkerænker bød.

Forente Mørkets Børn! Statslist og Fanatismus!

TrælsAaget smykke I med lovlig Ordens Tarv;

Ved eders Samraad stærk Despotens Egoismus

Forstyrrer Landets Fred, og tærer Landets Marv;

Forgiæves da mod Vold, mod eders Troldomskunster,

En Cato drager Sværd, en Tell fremtager Piil,

En Sidnei hæver Røst; ved eders Kogledunster

Indhyller Rædselsmulm snart Horizontens Smiil,

I Skattehvælvinger, strængt vogtede Bastiller

I Hævds, i Daarskabs Hegn, i Fordoms stærke Ræt,

Som Jordens Børn ved Guld, ved Byrd, ved Troe adskiller,

Din Ret forvaret er, o Mørkets Majestæt.

        Ei rødmer du for Middags Straaler,

        Men plaget af dens klare Skin

        Du flytter længer fra dens Straaler

        Paa Blindheds Spids, og Dyds Ruin.

        Fornuft, og Dyd, og Frihed vakler,

        Ved Hævning af din Morderarm;

        Men Sandheden med aaben Barm

        Gaaer dig imod! Og Omars Fakler

        Du svinger i din sidste Harm.