Livets Have
En Sang.
En Sang.
Dit hele Liv er Haven liig,
Rundtom dig Blomster staae;
En fryder, en mishager dig,
Hvorhen du end vil gaae.
Men den er stedse lykkelig,
Som gode Blomster sanker sig.
Sank i din Ungdom Tusinddyd,
Skye Daarskabs lette Siv;
Sank stundum ogsaa Tusindfryd,
Sank for dit hele Liv!
Tænk, at fra Ungdoms Rosenhegn
Du gaaer til mangen nøgen Egn.
Pluk sparsom Glædens Roser af,
Snart Grenen nøgen staaer;
Ved Sparsomhed du til din Grav
Nok af dens Blomster faaer;
Vee den, som i sin Alderdom
Seer Engen, han har plukket tom.
Den hvide Rose skiøn og reen
Har yndig Tryllemagt;
Den grønne, hvasse Tornegreen
Forhøier selv dens Pragt.
Saa Sorgens Torn i Glædens Krands
Gi’er Glæden dobbelt Glands.
Snart dækker Aldrens Snee vor Eng,
Snart Skiønheds Roser døe;
Sank Dydens Blomst, du unge Dreng;
Sank Uskylds Blomst, o Møe!
De Blomster yndigt staae igien,
Naar Kindens Roser visne hen.
Pralstiernen rundt om Jorden groer,
Lad den ei røre dig.
Lad Daaren kun med Ridderspor,
Og Skingræs smykke sig!
Hver Pralblomst meier Døden af,
Kun Dydens Blomst gaaer med i Grav.
Som Blomsterne vi segne ned,
Som de vi skulle døe;
O, lad os gavnlig, frugtbar Sæd
For Efterslægten strøe;
For den vi plante Lye og Hegn
Mod Vanhelds Torden, Storm og Regn.
Sagen.