Til
Til
Borgeren og Digteren
Borgeren og Digteren
Hvo kan os Grønt og Blomster finde
Til et saa ædelt Jubelpar?
Hvad Haand en Brudekrands kan binde,
Som dem og Dagen værdig var?
Den første Qvist Thalia rækker
Sin Yndling og sin ældste Ven;
Af egen Laurus hun den brækker,
Hun i hans Vaar ham planted’ den.
Og blandt dens eviggrønne Blade,
Man seer sig Eegeløv at snoe,
Som ved Valhallas Fest, de glade
Bekrandse Skialden begge to.
En Granqvist Nor gav til hans Hæder;
Og faldt en Taare ned derpaa,
Den tabte Tryllesyn begræder,
Hvori Nor sit Lyceum saae.
Og Bruden gav sit Hæderssmykke
En Myrthqvist til Krandsens Pryd,
Den bares frem af huuslig Lykke,
Ledsaget af hver huuslig Dyd.
Med egne Roser Venskab fletter
Af fire Qviste til en Krands,
Og henrykt den paa begge sætter,
Hvad er ei hendes, som er hans?
End længe, længe begge bære
Den skiønne Jubelkrands med Fryd!
End længe længe Løn den være
For Borgerværd og huuslig Dyd.
K. L. Rahbek.