Jeg kom tilbage fra en landlig Borg;
En Eftersmag af svundne Dages Honning
Mig havde skienket der min kiære Dronning,
Paa Sorgenfri — ei længer fri for Sorg.
Til min Fasangaard i den sene Qvæld
Med mine Børn jeg kiørte snelt tilbage;
Da — i den aabne Dør — jeg mon opdage
Et Billed dyrebart. Troer jeg det vel?
Har Schiller mig besøgt i Hallen her,
Mens jeg var borte? Ak, iblandt saa Mange
Jeg savned ham, hvis mesterlige Sange
Har giort mig ham fremfor de Fleste kiær.
Fra hvem dog kommer denne Gave skiøn?
Fra den, som vækker mangt et helligt Minde:
Min Ungdoms, Christiane! din Veninde
Apollo skienker til Apolløs Søn.
Hun, hvem jeg traf paa Livets Blomstersti
Paa Springforbi — saa lod sig Navnet høre,
Skiøndt Giestfrihed stod i de aabne Døre,
Og ingen Ven af Huset gik forbi.
Tak, Ædle! for din Gave. Musa! siung.
Jeg hende møder end paa Blomsterstien;
Thi den, som nyder, elsker Poesien,
Dens Aand ei visner, den er evig ung.
Besøg i Sommerlyst os tidt igien,
Og lad i dig mig altid atter finde
Min Christianes herlige Veninde.
Min Stolthed er at kalde mig din Ven.