Hun er saa yndig og saa sød,
Saa heftigt hendes Øine blinke,
Og hendes Kind er rosenrød.
Man siger sagtens: det er Sminke;
Men dersom ogsaa det var vist,
Vist er det heller ikke mindre:
At med en egen, ulaant Gnist
De kloge Katteøine tindre.
Hun er saa rund om Barm og Lænd,
Det er et Skuespil for Guder.
Misundelsen er her igien,
Man siger: det er Krølhaarspuder.
Men om saa var — er det saa sært,
Og svandt Beundringen i Dunsten?
Det jo beviser: hun har lært
Fortræfligt Billedhuggerkunsten.
Som Pudder og som fine Kridt
Er marmorhvide hendes Hænder.
Man siger, Tanden af er slidt,
Og dog — dog har hun Perletænder.
Misundelsen igien paastaaer,
At hun de rette savner længe.
Men Eget er dog, hvad jeg faaer
I egen Mund for egne Penge.
Hun vittig Ingenting har skaant,
Naar nylig hun har lært i Bøger;
Man siger: hun har Tanken laant,
At først sin Vittighed hun søger.
Umiddelbare Vittighed —
Hvad er da det saa stort i Grunden?
Speculative Flittighed!
Du har Naturen overvunden.
I Selskab er hun from og blid;
Men naar med Manden hun er ene,
Gaaer det ei af foruden Splid
Og uden mangen heftig Scene.
Hvad siger det? Mon enkelt Mand
Opoffres bør ei for det Hele?
Desbedre hun i Selskab kan
Huldsalighed med Alle dele.
Det kalder jeg en Qvinde god,
Som yndigt hele Verden klapper,
Og som, naar hun har hidsigt Blod,
I Mandens Stue det aftapper.
Det kalder jeg en ægte Frei,
Der selv, som Heimdal, blæser Luren;
Der pyntes af Naturen ei,
Men daglig pynter paa Naturen.