Forleden fik jeg en Tome fat
Af gamle forsmaaede Bomare,
Hvem Baggesen dog har et Minde sat
For „Grønland med Cochleare”.
Jeg tog den frem, den bestøvede Bog,
Som hele Verden indfatter;
Jeg ofte havde den læst som Pog,
Nu læste som Gubbe jeg atter.
Vel vidste jeg, at Naturen imens
Stort Fremskridt havde taget;
Dog, tænkte jeg, Bogen paa Alt er ei lænds,
Og du er ei Mand af Faget.
Du finder vel nok, som du ikke veed.
Og det var i Sandhed ei løiet;
Bomare med Jordens Herlighed
Igien mig giorde fornøiet.
Jeg gientog min Barndoms A B C,
Om Hiorten, om Ygler og Heste.
Som „Xanthus” „Kraken” jeg fik at see,
Neptuni Ganger, den bedste.
Men en Historie fremfor Alt
Sig viste for mig i sin Glorie;
Og — som Bomare den har fortalt —
Det var en fortræflig Historie.
Det var om Frands Drake. Frands Drake gik
Om Jorden, hvad Alle prise,
Og derved sin Udødlighed fik —
Det vidste jeg nok af en Vise;
Men at Frands Drake paa fiernest Ø
Saa beesk maatte Døden drikke,
Og ædt af Taskekrabberne døe,
Det vidste tilforn jeg ikke.
Nu læste jeg det til min store Skræk,
Og inderligt rørte mig dette;
Paa Timen greb jeg til Pen og Blæk,
For Sagnet igien at berette.
Thi skiøndt vel hans Skiebne var sær fatal —
Tænk, saadan Livet at spilde!
Det indeholdt dog en sund Moral,
Som gierne nytte jeg vilde.
Først vilde jeg skildre hans forrige Færd,
Hvordan han som Helt monne stande.
Hvordan han, som Fugl, som Fisk med Sværd,
Fløi over Alverdens Vande,
Og trodsede Storm, og trodsede Lyn,
Og Skyen, som Himlen fordunkled,
Naar Jupiter rynked de sorte Bryn,
Og Vreden af Øiet ham funkled.
Til Menneskeæderne Drake kom
Med Tillid i mandige Blikke,
Og vandred omkring, og saae sig om —
Og Æderne aade ham ikke.
Først da paa den liden Ø han stod,
Hvor der af Insecter vrimled,
Da Lykken troløs vor Helt forlod,
De spiste ham op — og han himled.
Ei hialp det ham, at han med Flint og Pistol
Kom did, med Sværd og med Landser;
Thi Krabberne krøbe ham under hans Kiol
Saa trygt i det kulsorte Pandser.
Endeel han dræbte med Støvlestamp,
Og vristed endeel sig af Frakken;
Men, ak! hvad hialp ham den ulige Kamp?
De Andre beed ham i Nakken.
Nu kom Moralen; den var ei gal,
Skiøndt ei efter Alles Ho’de
(Man lider ei meer at høre Moral,
Den er ei længer paa Mode):
„Hvad hielper det. Helten Æren lød,
Hvad hielper det, Løven har Labber?
De finde dog tidt en ynkelig Død
For Fluer og Taskekrabber.”
Saa vidt var jeg kommen, og vel et Døgn
Jeg brugte, for Verset at vende.
Da sagde mig Werlauff, at det var Løgn;
At Frands fik en lykkelig Ende.
Hvad gavned nu Møien? Dog giør den ei Skam.
Om Drake skal Visen udvandre;
Thi — har ei Krabberne just ædt ham,
Saa har de dog tidt ædt Andre.