Det Folk, hvis Digtermelk din Barndom nærte,
Vor Verdensdeel! og dig det Skiønne lærte,
Som stedse Læremester dig vil blive,
Har ogsaa lært dig Sørgespil at skrive.
Hvad skylde vi ei Grækerne? De Scener,
Hvor Storhed sig med Characteer forener,
De findes end, i en tilfældig Vrimmel
Af Tidens Krav, som Stierner paa en Himmel.
Den græske Musa dybt vor Siæl henrykker.
Nu har vi lært at componere Stykker;
Men hvilken Yngre digted noget Bedre,
End hvad os skienket blev af hine Fædre?
I Indien, hvor Livets Kilde rinder
Med første Spring, Tragødien man finder
Ei mandig, som den græske; som den ømme
Sakuntala, gaaer Musen der i Drømme.
I Norden, i vort gamle fædrelandske,
Svang Thor ei altid Miølnir med sin Handske;
I Edda Sagas Runer os fremstilled
Brudstykker, første Glimt af Sørgespillet.
Da Middelaldren svandt, to store Skialde
I Syd og Nord Apollo mon fremkalde;
Den ene hørte til det Halvforsvundne,
Den anden til det endnu halvt kun Fundne.
Den ene, Catholiken, Adelsmanden,
Romantisk hørte med til Ridderstanden;
Den anden, Protestant og Borger, skued,
Humane Fremtids Morgenrøde lued.
Vi har dem end, vi aldrig dem vil savne:
Shakespeare og Calderon er deres Navne.
Den ædle Spanier, som en aandfuld Seer,
Ei lamtes af sin Tids Autodafeer.
Og Shakespeare, for vor Nutid Kunstens Fader,
Ei hans Exempel Sønnerne forlader,
Som Characterens ypperligste Tegner,
Skiøndt altid ei som Scenernes Beregner.
To store Tydskere maae vi ei glemme,
Som hæved deres skiønne Skialdestemme;
Den første, mindre tragisk og pathetisk,
Mens Goethes Aand henreves af Naturen,
Høit blæste Schiller som en Helt i Luren.
Den muntre Livets Side lidt han kiendte;
Men for alt Høit og Stort hans Hierte brændte.
Dog — ikke vidste man, at, førend disse,
Veltalenheden kroned her en Isse;
At tragisk digted, ei med mindre Kræfter,
Den Skiald, som ingen Fremmed spørger efter.
Johannes Ewald! store Harpespiller!
Du digted førend Goethe, førend Schiller;
Dit Sprog i Fiskerne, som i din Balder,
Ei overgaaes af nogen Digteralder.