Pedro Calderón de la Barca (1600–81)

Calderón de la Barca, Henao, Ruiz y Riaño Pedro, spansk dramatisk Digter, født 17. Januar 1600 i Madrid, død 25. Maj 1681 samme Sted. Om hans Liv har man til den nyeste Tid ikke vidst synderlig meget; men nu har Arkivundersøgelser bragt en Del Oplysninger frem. Han nedstammede fra en ægte gammelkastiliansk Slægt i Egnen ved Burgos, hvor Lope de Vega ogsaa var fra; Moderens Slægt var imidlertid nederlandsk, fra Hennegau (deraf Navnet Henao). Han blev opdraget hos Jesuitterne i Madrid og siges derefter at have studeret i Salamanca; sin Digtervirksomhed begyndte han overordentlig tidlig og havde allerede vundet et Navn 1622. Om han gjorde Krigstjeneste som 25-aarig, hvad der sædvanlig fortælles, er højst tvivlsomt. At han allerede 1629 var Skuespilforfatter, fremgaar bl. a. af en Begivenhed, der indtraf det Aar. Hans Broder var blevet overfaldet og saaret af en Skuespiller; denne flygtede ind i et Nonnekloster, hvor Calderón og dennes Venner opsøgte ham med væbnet Haand. Den berømte svulstige Prædikant Paravicino holdt en flammende Tale mod denne Helligbrøde; men Calderón hævnede sig ved i et Skuespil at spotte hans Prædikemaade og maatte derpaa sidde i Fængsel en Tid. Netop fra 1629 er vistnok et af hans bedste Lystspil La dama duende. 1632 var han i Madrid, sysselsat med dramatisk Digtning og anset som en af de ypperste i sit Fag. Hans Comedias blev spillede baade paa Hovedstadens og andre Byers Teatre og ved Hoffet, idet han af Filip IV formelig fik en Art Ansættelse som Hofdigter; Byen Madrid og andre Byer bestilte Autos sacramentales hos ham, og Kongen hædrede ham 1637 med Santiago-Ordenens Kors. Fra denne Tid har man atter Beretning om et Sammenstød mellem Calderón og andre, hvoraf man ser, at han var lige saa varmblodig, som Spanierne sædvanlig er. Ved en Prøve paa et af hans Stykker (1640) i selve Slottet Buen Retiro opkom der en Strid, hvor ogsaa Calderón’s Kaarde spillede med, og han selv fik et Saar. For øvrigt skildres han som en nobel og elskværdig Personlighed, og dertil svarede hans smukke og værdige Ydre, der kendes fra autentiske Portrætter. Samme Aar fik Calderón Lejlighed til at bruge Vaaben i Kongens Tjeneste, da han gik med i Krigen mod det oprørske Katalonien. Han var en tapper Soldat og naaede en ret vellønnet Stilling som Kaptajn, men allerede 1642 (November) tvang hans Helbred ham til at søge Afsked; efter Krigen fik han en Pension. 1651 blev Calderón gejstlig, og han mente det saa alvorligt dermed, at han siden den Tid saa godt som kun skrev Dramaer med religiøse Emner samt Autos; kun en Gang imellem, naar Kongen bestemt ønskede det, digtede han Stykker med verdsligt Sujet til en Hoffest. Grunden til, at han blev Præst, maa dels søges i begge hans Brødres Død, hans egen Sygdom, og i at en Kvinde (upaatvivlelig Skuespillerinde), med hvem han i lang Tid havde haft en Kærlighedsforbindelse, og som havde født ham en Søn, døde 1648. En god Beskytter havde han paa sine ældre Dage i Hertugen af Veragua (Ætling af Columbus). Han havde et Kapellani i Toledo 1658–63, fik saa Udnævnelse som Kapellan ved Kongens eget Kapel i Madrid og indtraadte samtidig i Broderskabet San Pedro, hvis Formand han blev 1666, og som han indsatte til sin Universalarving. Mærkelig nok fik endog denne ultrakatolske Digter Ubehageligheder et Par Gange med Inkvisitionen, først 1656, da et Auto af ham om Dronning Kristina af Sveriges Omvendelse forbødes, og atter 1662 i Anledning af et andet. Med Poesien beskæftigede han sig til det sidste. Hans Død betragtedes som en Landesorg, og efter at han — overensstemmende med sit eget Ønske — var blevet begravet i Kirken San Salvador uden nogen Prunk, holdtes 2. Juni 1681 en Sørgefest for ham. Hans Lig blev 1840, da Kirken nedreves, bragt til San Nicolas’ Kirkegaard i Madrid under megen Højtidelighed; men senere er det flyttet adskillige Gange. Nu faar det forhaabentlig Lov til at hvile i Ro (siden 1880) i den lille Kirke De los Naturales i Gaden La Torrecilla del Leal. 1881 holdtes en stor Mindefest til hans Ære med historiske Optog, Festforestillinger, Illumination, poetiske Væddekampe o. s. v., og hans Statue er rejst paa Pladsen foran det gamle Teatro del Principe, i den nyere Tid kaldet Teatro Español. For Almenbevidstheden staar Calderón som Inkarnationen af det spanske Nationaldrama, og det kan han vel ogsaa kaldes med Rette. Dog maa det erindres, at den, der oprindeligt har fastslaaet det spanske Dramas Særpræg, er Calderón’s store Forgænger, den geniale Lope de Vega, og at flere af Spaniens Skuespildigtere, før Calderón eller samtidig med ham, har besiddet nok saa betydeligt Talent som han, især Tirso de Molina og J. de Alarcón. En original Opfinder var Calderón just ikke; faa fremragende Digtere har omgaaedes saa dristig med andres aandelige Ejendom, selv Samtidiges; dette kan dog til Dels forklares og forsvares ved den spanske Skueplads’ ydre Vilkaar i denne Periode. Men han har i adskillige Tilfælde uddybet Stoffet ikke lidt; han er en Mester i Kompositionen, kan slynge en Intrige med stor Behændighed (dog paa noget ensformig Vis) og fører et Digtersprog, rigt paa fantastisk Glans og ofte fortryllende trods al Maniererethed. Calderón er da, naar alt kommer til alt den spanske Dramatiker, hos hvem vi træffer det fyldigste Udtryk for hele det 17. Aarh.’s Ideer, Følelser og Samfundsliv; 16. Aarh.’s Traditioner, som Spanien til Dels endnu levede paa, har han optaget i sig, og de mest karakteristiske Sider af Folkekarakteren, som det havde skænket i Arv til det følgende, nemlig den glødende Katolicisme, det strenge Æresbegreb, Loyaliteten og det ridderlige Galanteri, er de Principper, han hævder stadig i sin Digtning. Af Comedias (se Comedia) har Calderón skrevet henved 120 og desuden været andre Digteres Medarbejder mange Gange. Skulde man nævne et enkelt Drama af Calderón som hans ypperste, vilde vel de fleste Stemmer samles om El alcalde de Zalamea; dette effektfulde og storslaaede Stykke, hvis Plan rigtignok væsentlig skyldes Lope de Vega, er spillet paa det kgl. Teater i København, i en meget forhutlet Skikkelse med Titlen »Bonden som Dommer«, siden i en mere tro Gengivelse (»Dommeren fra Zalamea«) paa Dagmarteatret samme Sted. Fremhæves maa endvidere La vida es sueño, et ualmindeligt dybsindigt, symbolsk Værk og næsten lige saa berømt som Alcalden; El principe constante, historisk Skuespil, der forherliger den portugisiske Prins Fernando’s Martyrdød i Afrika; El mágico prodigioso, et Legendedrama, som frembyder Lighedspunkter med Goethe’s »Faust«, men langt flere Forskelligheder derfra; El Tetrarca de Jerusalén eller El mayor mónstruo los celos, hvis Emne er Herodes’ Skinsyge over for Hustruen Mariamna; det er blevet sammenstillet med Shakespeare’s »Othello«, men er for konventionelt til at naa op ved Siden af denne Tragedie; La devoción de la Cruz, næsten frastødende i sin overdrevne Hævden af den ydre Religiøsitet, men af unægtelig poetisk Kraft; nydelige Lystspil: El secreto á voces og No siempre lo peor es cierto og flere. Til dette Antal Stykker maa føjes en ikke ringe Mængde korte Forspil, Mellem- og Efterspil (Loas, Entremeses og Sainetes), hvoraf de allerfleste dog er gaaede tabt. Men desuden har Calderón forfattet over 70 Autos, der hører til hans mærkeligste Frembringelser (smlg. Auto). Af disse mystisk-allegoriske Dramaer kan fremhæves La cena de Baltasar og et med samme Navn som det ovenfor omtalte Skuespil La vida es sueño. Hvad Calderón har skrevet af Lyrik og lignende er for en Del ikke mere til.

Udgaver

Den første Udgave af Calderón’s Comedias skyldes Calderón’s Broder José; den er i 4 Kvartbd og udkom i Madrid 1640–72. Andre samlede Udgaver ved Vera Tassis y Villaroel [Madrid 1682–91, 9 Bd i 4°]; J. Fernández de Apontes [Madrid 1760–63, 11 Bd i 4°]. De to bedste er imidlertid Keil’s [Leipzig 1827–30, 4 Bd i 4°]; og Hartzenbusch’s [Madrid 1848–50, 4 Bd., Del af Rivadeneyra’s Biblioteca de autores españoles]. Fremdeles et godt Udvalg ved Menéndez y Pelayo [Teatro selecto, 4 Bd, Madrid 1881]. Calderón’s Autos udgaves samlede af Apontes i Madrid 1759–60 [6 Bd i 4°]. Et Udvalg er optaget i González Pedroso’s Samling af Autos sacramentales, ɔ: 58. Bd af det Rivadeneyra’ske Biblioteca. Selvfølgelig har man talrige Enkeltudgaver af Calderón’ske Dramaer, men der er kun særlig Anledning til at udhæve A. Morel-Fatio’s kritiske Tekstrevision af El mágico prodigioso [Heilbronn 1877] og M. Krenkel’s Udgaver af La vida es sueño, El principe constante, El mágico prodigioso og El alcalde de Zalamea [Leipzig 1881–87, 3 Bd]; de er nemlig forsynede med en ypperlig tysk Kommentar. Poesias inéditas udkom i Madrid 1881.

Vera Tassis’ Udg. indeholder en upaalidelig, panegyrisk Biografi. I 18. Aarh. havde Calderón’s Nation ikke synderlig Interesse for ham; Smagen var blevet klassisk-fransk og »fornuftig«. Da den romantiske Skole opblomstrede i Tyskland, blev Calderón en af dens Yndlinge og Mønstre; der blev æstetiseret umaadelig over denne Digter, særlig A. W. Schlegel var i høj Grad betaget af ham og oversatte fem af hans Stykker i »Spanisches Theater« [Berlin 1803–09]. Snart fulgte fl. tyske Oversættelser: ved Gries [Berl. 1817 ff.], Malsburg [Leipzig 1819 ff,] og Ad. Martin [Leipz. 1844]. Et Antal Autos oversattes af Eichendorff [Stuttgart og Tübingen 1846]; alle af Lorinser [Regensburg 1882–86]. I A. F. v. Schack’s oversatte »Spanisches Theater« og M. Rapp’s Samling med den samme Titel findes ogsaa Calderón’ske Dramaer. For Kommenteringen af Digteren virkede især F. W. Val. Schmidt ved »Die Schauspiele Calderón’s dargestellt und erläutert« [udg. af Leop. Schmidt, Leipzig 1857]. Den bedste Fremstilling af Calderón’s litterære Bet. er vistnok endnu den, der læses i 3. Bd af v. Schack’s »Geschichte des span. Drama’s« [Smlg. E. Dorer, »Die Calderón Litteratur in Deutschland«, Leipzig 1881]. Fra en senere Tid er at fremhæve E. Günthner’s »Calderón und seine Werke« [Freiburg in Br. 1888, 2 Bd]. Edw. Fitzgerald, Mac-Coll og D. F. Mac-Carthy har leveret gode eng., J. Th. Hagberg fortjenstfulde svenske Oversættelser af hans Dramaer [sidstn. 1870]. For den danske Litt. er Calderón ingenlunde uden Betydning. Paavirket af den tyske Romantik kastede J. L. Heiberg sig tidlig og ivrigt over Studiet af ham; derom vidner hans Doktordisputats De poëseos dramaticae genere Hispanico, et praesertim de Petro Calderone de la Barca, principe dramaticorum [København 1817], Oversættelsen af nogle Calderón’ske Fragmenter og endelig Efterligninger som »Dristig vovet halvt er vundet«. Smlg. E. Gigas, »Litt. og Hist.«, I, S. 194–285 [København 1898]. Man vil uden stor Vanskelighed finde mere eller mindre umiddelbare Spor af Calderón’s Poesi hos flere andre af den danske litterære Guldalders Forfattere. Paa det københavn’ske kgl. Teater er opført »Bonden som Dommer« [ɔ: El alcalde de Zalamea, bearbejdet af Collet d’Herbois], »Dorotea og Gomez Arias« [La niña de Gómez Arias], »Livet en Drøm« [La vida es sueño], »En Skillevæg« [El escondido y la tapada] og »Spøg ikke dermed« [No hay burlas con el amor], — de fleste i fri Bearbejdelse af Sille Beyer. En meget fortjenstlig Oversættelse af seks Comedias og to Autos, besørget af A. Richter, udkom i København 1881–89. I selve Spanien fremkaldte Calderón-Jubilæet 1881 en hel omfangsrig Litteratur, hvis Værd i det hele dog ikke staar i Forhold til dens Talrighed [smlg. A. Morel-Fatio, Calderón, revue critique des travaux d’érudition publiés en Espagne du second centenaire de la mort du poète, Paris 1881]; dog fortjener Menéndez Pelayo’s Calderón y su teatro Ros som en virkelig god og selvstændig Bog. Saavel i som uden for Calderón’s Fædreland skrives endnu meget om ham, navnlig i Tidsskr [smlg. f. Eks. Bibliographie hispanique, 1905 ff.]. Af særlig Værdi er Calderón Pèrez Pastor, Documentos para la biografia de D. Pedro Calderón de la Barca, I, [Madrid 1905]).