Der var en Biskop, som hedde Lind,
Om Dansk, om Norsk, eller Svensk — det samme!
Jeg vil ei her med min Kundskab bramme,
Men synger kun med fornøiet Sind:
Der var en Biskop, som hedde Lind,
Var viis og lærd, uden mindste Dadel;
Een Feil kun var der: han var ei Adel,
Og det var ei efter Tidens Sind.
Men adles maatte vor Biskop snart,
Hans Embed trængte til Adelsvaaben,
Og males skulde der ham et Vaaben
Til Fremtids Hæder; det er jo klart.
Han altsaa skyndte sig i en Fart;
Og da han kaldte sig Lind, saa troede
Han ogsaa, Linden i Vaabnet groede
Fornuftigst og med naturligst Art.
Nu var i Landet en anden Lind,
En gammel Slægt, som i Vaabnet førte
Just Lindetræet; da Sligt den hørte.
Da raabte den med fortørnet Sind:
„Hvad nu? Hvad bilder den Karl sig ind?
Han understaaer sig vort Vaaben bære?
Nei, aldrig times han skal den Ære.
Derfor man sætter ham strax en Pind.”
Da Bispen hørte, den Slægt blev vred,
Han stille smiilte, men monne bringe
Til næste Møde sit Skiold paa Thinge;
Der sagde han med Beskedenhed:
„Fortrydeligt tog man op, jeg veed,
At jeg, som kun er af Bondestamme,
Med Adelslinden stolt vilde bramme.
Det giorde Blodet i Mangen heed.
Men hvis Forklaring jeg give maa,
Forskielligheden man snart skal finde
Paa denne Lind og paa eders Linde,
Saa alle Folk kan det let forstaae.
Her flyve Bier i min — kun smaae.
De store der, som i eders gramse,
Det er jo Humler og Gedehamse;
De tage Honning, hvor de den faae.
Min Lind er saftig og frisk og ny,
Saa fuld af Blade, med unge Qviste;
Men eders Grenene snart vil miste,
Som Horn de strække sig tørt i Sky.
Fra eders Linde maa Bonden flye;
Der truer Stormen og Solens Hede.
Men mine Blade sig venligt brede;
De skienke gierne den Trætte Ly.
Og endnu Eet: See den Fugl, der slaaer
I Linden min! Det er Nattergalen,
Den siunger lifligt for Folk i Dalen,
I Lindeskyggen boer deilig Vaar.
En Graaspurv eders har i sit Haar,
Som lidt kun Øret i Vaaren glæder;
Den Bonden Kornet af Marken æder,
Og hopper næsviis i Kongens Gaard.”
Da Folket hørte sin Bisp paa Thing
Saa diærvt at tale, sig kiækt forsvare,
Sig Ingen kunde for Latter bare,
Men Kongen skienkte ham selv sin Ring.
Derved fik Sagen et andet Sving,
Nu tilstod Alle: „Man tidt kan finde
De meest forskiellige Adelslinde.”
Og fredeligt Sværmen gik fra Thing.