Den stolte Pave Giulio
Høit ynded Mikel Angelo;
Men Mikel var ei mindre stolt,
Og dette har engang forvoldt,
At deres Forhold — ei blev koldt,
Men at det næsten blev for heedt.
Hvad jeg skal vise jer med eet.
Hiin Tid, saa lidt som vor, var fri
For usselt Øretuderi;
Hiin Tid misundte man, som end,
At Kunstneren var Fyrstens Ven;
Derfor, naar Mikel var der ikke,
Man søgte fælt ham at beklikke.
Saaledcs Anden Julius
Tilsidst fandt Angelo for studs;
Og da han med sit kiække Blik
En Dag til Vaticanet gik,
For der Hans Hellighed at see
(Han ellers havde fri Entree),
Saa stopped ham en Tiener Vei,
Han maatte gaae til Paven ei.
Ei Buonaroti dvælte længe;
Han skulde hente nogle Penge
For Marmor fra Carara, som
Paa Tiberen blev bragt til Rom.
Han gik, kom næste Dag igien;
Der mødte ham den samme Ven,
Den samme randede Lakai,
Thi Paven vilde see ham ei.
„Nu,” svared Angelo, „jeg gaaer;
Men siig Hans Hellighed, at naar
Han næste Gang med mig vil tale,
Da har han naadigst at befale;
Men efter mig han da maa skikke,
Thi af mig selv jeg kommer ikke.”
Derpaa fra Rom han reiste snart,
Og kom til Florents i en Fart,
Hvor Gonfalonieren glad
Modtog ham i hans Fødestad.
Men da han hørte, hvad var skeet,
Da blev der ikke længe leet,
Han raabte: „Du har vovet stort.
Det Frankrigs Drot ei havde giort.
Høit, Angelo! jeg elsker dig;
Men jeg kan ikke føre Krig
For din Skyld med en Pave, Ven!
Skynd dig til Roma strax igien!
Og skiøndt mod dig han var en Bøffel,
Du dog maa kysse ham hans Tøffel.”
„Hvad?” raabte Angelo, „tilbage?
Det aldrig skeer i mine Dage.
Jeg før, saaledes som jeg staaer,
Strax til Constantinopel gaaer.
Langt heller der, end Træl i Rom!
Sultanen bad mig nok derom.
Jeg for hans Bøn fik ingen Ro;
Jeg skulde bygge ham en Bro.
Velan! jeg vil en Bro ham bygge.”
„Du fegter med din egen Skygge,”
Qvad Sodorini; „Tyrken vil
Med dig kun drive gamle Spil.
Kun Tyrker trives i hans Stat.”
„Saa vorder jeg en Renegat!”
Skreg Angelo. „Mig Pavens Bud
Jo driver selv fra Kirken ud,
Som jeg skal bygge, naar han ei
Betale vil de Steen, som jeg
Har skaffet ham til selve Muren.
Men jeg kan trives i Naturen,
Hvor den saa er; om Kupler staae
Med Korset eller Maaner paa.”
„Du dette Skridt betænke vel!”
Qvad Sodorini. „Større Træl
(Blier end maaskee lidt større Gaven)
Du er hos Tyrken, end hos Paven.
Har du, af Breden plat forstemt,
Johan Belliui reent forglemt,
Hvorledes Muhamed ham priste
I Stambul, men ham ogsaa viste
Paa en uskyldig Slaves Krop,
Hvis Hoved faldt som Tidseltop,
Hvordau man Halse skulde male
Paa Sanct Johannes?”
Denne Tale
Gav Angelo Besindighed;
Han var ei længer nær saa vred.
Kort sagt: da siden Paven drog
Op til Bologna — Mikel tog
Den samme Vei. Han ikke dvæled,
Gik til sin Pave, for ham knæled,
Og bad: „Tilgiv mig, Fader mild!
Hvad er en Kunstner uden Ild?
Det var ei Ondskab, du det veed;
Det var — det var — at jeg blev vred.”
Rød Julius i Panden blev
Som Blod, thi ogsaa Vreden drev
Med ham sit Spil; dog høit han agted
Den sieldne Mester, og han tragted
Kun efter ret hans Kunst at bruge.
Nu var hos Paven just den Uge
Til Giest en Bisp, der sad ved Bordet,
Og han tog lydeligt til Ordet,
Da Buonaroti laae paa Knæ.
Men Bispen talte som et Fæ,
Til største Held for Angelo,
Der skielmsk derved i Skiægget loe,
Thi det var som en Tordenleder.
Med Klynken Bispen Paven beder:
„Ak, hellige Fader! skaan den Mand;
Det kommer blot af Uforstand.
Genie kan slig en Stakkel have;
Men Dybsinds og Forstandens Gave,
Det blev dem negtet. Som et Faar
Han uden for sit Værksted staaer,
Og veed slet ikke sig at tee.
Saaledes bør man Sagen see.”
„Hvad?” raabte Paven, „uforskammet!
Hvad har mig her din Dumhed stammet?
Den store Mand du dybt fornærmer,
I det du troer, du ham beskiermer?
Men bi, du Dosmer med Forstand!
Nu Vreden Luft jeg give kan.
Stat, Mikel! op, som for mig sank!
Thi han for dig skal have Bank.”
Derpaa den arme Bisp han tog,
Og dygtigt med sin Stok ham slog,
Ind til hans Arm blev ganske træt.
Derpaa han spiste fro sig mæt
Med Angelo; thi Bispen gik,
Fuldkommen mæt af hvad han fik.
Speil dig i Bispen, dumme Mand!
Som troer, Genie har ei Forstand.