En Ødeland, som prægtigt svømme kunde,
Fortvivlet styrted sig til Havets Bunde,
Og fandt en Pung i Søen, proppet fuld
Med Diamanter og med Guld.
Han redded sig og Pengepungen atter,
Hans bittre Graad forvandled sig til Latter;
Han leved flot igien med freidigt Mod,
Indtil han atter druknefærdig stod.
Nu sprang han ud i samme glade Tanker.
Paa Bunden fik ham fat et rustent Anker.
Det var ei Haabets. Sidste Gang han sank.
Man Krukken drog af Vandet uden Hank.