Paa hede Dag den svale Aften fulgte;
Der glimted Purpur bag de sorte Grene,
Den dunkle Landevei var heel beskygget.
Jeg langsomt red, og grubled henrykt ene,
Mens tætte Skov de røde Roser dulgte,
Hvor Nattergalen skiult sin Rede bygged.
Da kom jeg til en Bakke, som beskygged
Med sine venliggrønne Lindekroner
For stærke Vindpust og for lumre Varme.
Sødt tryllet hen af Somrens Aftentoner,
Jeg sank i Græssets blomsterklædte Arme,
Og lytted smilende, og slumred ind.
Da vaagned jeg igien, thi Høien bæved.
En guldhaarfager Mø med Rosenkind
Sig svævende og rank af Høien hæved.
Da blev jeg ræd, med Slag saa selsomt vilde
Mit Hierte mod det blanke Pandser slog,
Jeg vilde tale, men jeg kunde ikke.
Og see, en anden Mø steg op, og tog
En Haandfuld Vand af klaren Sølverkilde,
Og stirred hen paa mig med kiælne Blikke.
Hun stænkte mig: „Hvad giør du her saa silde?
Der skal dig intet Onde vederfares.
Frygt ei, du smukke staalbeklædte Kæmpe!”
„Nei,” sang den Anden med sin søde Stemme,
„Men Underværker skal dig aabenbares,
Som i dit Liv du aldrig meer vil glemme.”
Sin Rislen monne Sølverkilden dæmpe,
For Lyden af den skiønne Sang at høre;
Der rasled ei et Blad i sagte Vinde.
Naturen overalt var lutter Øre,
Bag Nattens Trylleslør kun smiilte Glæde,
Alt lytted til den hulde Sangerinde.
Klart blinkte Søens blaa henspændte Klæde,
Hvor Fisken svam og legte med sin Finne;
Og atter aabned sig den lukte Rose.
Den rødmed giennem Nattens Sølvertaare;
Og Lilien, som klæder sorten Baare,
Den smiilte hist i dybe Taagemose.
Skiønt sang hun, men jeg skiælved dog saa saare,
Thi noget Rædsomt lød i hendes Stemme,
Som ei man tolke kan, men kun fornemme.
„Følg,” sang hun, „følg os ind i dunkle Field,
Hvor græsbeklædte Væg for Stormen luner;
Følg,” sang hun, „følg os i den aabne Bolig!
Der skal jeg lære dig at kaste Runer.
Men to dig først i dette Kildevæld!
Saa bliver du med Alferne fortrolig.
De Blomster, som du her paa Høien skuer,
De spragles meget skiønnere derinde,
Som Græs Smaragderne i Bierget funkler.”
„Følg med,” gientog den anden Sangerinde.
„Rubinen der langt meer end Rosen luer,
Sapphirens Blaa Kiærminderne fordunkler.”
Da stirred jeg til Himlens hvalte Buer,
Og greb om Korset paa mit Sværd, og tænkte:
„Saa høit et Loft dog ikke der du skuer.”
Min lange Taushed Ellepigen krænkte.
„Kom, Ungersvend! hvi bliver du tilbage?”
Hun smiilte rædsomt med sin Rosenlæbe.
„Du dræbe skal den stærke Edderdrage,
Og faae det røde Guld, hvorpaa hun ruger;
Du lære skal den stærke Biørn at dræbe.
Men strax dit Hierteblod jeg varmt udsuger,
Hvis du ei villig mig i Hulen følger.
Min Mening jeg dig længer ei fordølger.”
Da blev jeg mod i Hu, de matte Arme,
Som vilde hevnende mit Glavind svinge,
Sank langsomt ned ved hendes Trylletale.
Hun nærmed sig, for Døden mig at bringe.
Da rysted Morgenhanen med sin Vinge,
Den gol — og hun forsvandt i Biergets Sale.
Og bleg jeg svang mig paa min bange Fole,
Og iilte fra de fæle Rædselssteder,
Mens Solen slukkede de mindre Sole.
Vogt, unge Kæmpe! dig for slige Høie;
Den lumske Død der Blomsterne beklæder,
Og Trolden suger Blodet af dit Øie.