„Klar er Nattens Stiernehvælving.
Høitidsfulde Midnatsscene!
Veemodsfuld og taus jeg vanker
Mellem Herthas Alterstene.
Poplen vifter; blide Køling
Giennem Skovens Mørke luner.
Rød henstraaler fulde Maane
Paa de halvudslukte Runer.
Oldtids underlige Minde!
Du mit Hierte giennemtrænger.
Hvad I var, I elskte Steder!
Ak, det er I ikke længer.
Her, hvor Odin de tilbade,
Glemsel ruger, Qvæget græsser.
Hvor de hvæssed Offerkniven,
Meiersken nu Leen hvæsser.
Her, hvor Hiertet helligt brændte,
Nu kun mine Suk opstige.
I forsvandt, I skiønne Dage!
Dødt er Phantasiens Rige.
Intet luer, Intet hæver,
Alt er koldt, fornuftigt, øde.
Fyldt med Oldtids store Minder,
Vanker jeg som mellem Døde.
O, at hist paa Alterstenen
End jeg saae den røde Lue,
Som med Folkets varme Bønner
Hvirvlede til Himlens Bue!
O, at i den haarde Brynie
Mine Sukke kunde stige
I en Kreds af fromme Kæmper
Op til den Uendelige!
Sandser gav han os, den Vise,
Da Fornuften han nedsendte;
Da han gav os tænksom Kulde,
Ild han i vort Hierte tændte.
Odin! Freia! kom tilbage.
Lad mig ikke her alene.
See, jeg synker taus med Andagt
Hen for eders Alterstene!”
Uglen skreg, og Hanen galte,
Ildrød brændte Maanens Flade,
Jorden bæved, og der drypped
Blod af Æspens hvide Blade.
Altrets gamle Stene rasle,
Maanen brat sin Straale mangler,
Og en Beenrad op af Jorden
Langsomt hæver sig, og rangler.
Med en sønderslagen Pande
Staaer han der med Knokler hvide,
Og en gammel rusten Daggert
Sidder i hans venstre Side.
„Ønsker du dig, unge Daare!
I den grumme Tid tilbage,
Da man offred kold sin Broder,
Døvende hans bange Klage?
Her i Lundens skumle Skygger
Nedrandt mine sidste Taarer.
Her paa disse Alterstene
Sprudled Blod af mine Aarer.
Blodbestænkte Offerpræster
Grumt min Pande sønderknuste,
Joge Dolken i mit Hierte,
Vildt af Raseri beruste.”
Skoven hyled, Hanen galte,
Under Altret sank den Døde.
Af sin Afmagt Harald vaagned
I den friske Morgenrøde.
Blomsten aabner sig saa venlig,
Duggen ned ad Æspen glider.
Harald gyser ved sin Drøm —
Ønsker dog de gamle Tider.