Carolines Sang
i Rellstabs Novelle Julius.
i Rellstabs Novelle Julius.
(Oversat.)
(Oversat.)
Kølende Vinde!
Venlige Stund!
Dufte, som svinde,
Komne fra Lund!
I hilse saa venligt, og hilse vil jeg;
I møde vel Barmen, men køle den ei.
Jeg fulgte jer gierne paa luftige Vei.
Hvorhen?
Sølverne Bække!
Lystig og sval
Voven fra Hække
Skyller i Dal.
Urolige Vove! du iler afsted,
Og Himmelblaat flyder i Bølgerne med,
Og Længselen svæver i Bølgernes Fied.
Hvorhen?
Sol! hvor du straaler
Kiærlig og mild!
Øiet dog taaler
Ikke din Ild.
Først deilig i Østen som Rose du stod;
Og alt som du stiger, saa stiger mit Mod.
Men Øiet maa græde, hvis du mig forlod.
Hvorfor?
Skoven den grønne
Smykker sig ud;
Herligt den Skiønne
Stander som Brud.
Og Blomsten udspringer af Knoppen saa smuk,
Og Fuglen istemmer sit qviddrende Kluk.
Bønhørt, o Natur! er dit kiærlige Suk.
Men jeg?
Smægtende Længsel!
Hvad er din Lyst?
Har du dit Fængsel
Her i mit Bryst?
Nei, sværmerske Hierte! for stor er din Taal;
Til kiæk til din Lykke, du finder dit Maal.
Hvo qvæger min Ungdom af Kærligheds Skaal?
Kun du!