Til den hellige Cecilia
(Efter Wackenroder.)
(Efter Wackenroder.)
See mig ene trøstløs græde,
I det stille Kammer træde,
Hellige Cæcilia!
Plat jeg Verden Ryggen vender,
Strækker mod dig mine Hænder;
Saa beskyt, saa frels mig da!
Dine Toner underfulde,
Stærkt fortryllende, som hulde,
Gribe dybt min Siæl igien.
Saa forløs mig af min Smerte,
Lad mit kummerfulde Hierte
Flyde sødt i Toner hen!
Lær mig gribe Harpens Strænge,
At sig Tonerne maae trænge
Vidt, og tolke, hvad jeg leed;
At mit Suk ei Sorger qvæle,
Men at det i tusind Siæle
Blande maa sin Kiærlighed.
Kunde det engang mig lykkes,
At i Sangen maa udtrykkes
Et høihelligt Gloria!
Kunde tusind Christne sammen
Siungende dig tolke Flammen,
Hellige Cæcilia!
Siælens Dyb du mig oplukke,
At jeg tunge Christen-Sukke
Kan ved Tonerne befrie;
At min Aand fra Syd til Norden
Mægtigt sammensmelter Jorden
I en himmelsk Phantasie!