I Tusind og den ene Nat
Om et Palads, som stod forladt
Og tomt, I ofte hørte;
Hvori den trætte Vandrer kom,
Og studsed der, og saae sig om,
Naar did ham Skiebnen førte.
Her trende Skialde gik det saa;
Ei langt fra Sorø monne staae
En saadan Borg i Lunden.
Og Næsbyholm er Borgens Navn;
Paa Mennesker den lider Savn,
Bedriften er forsvunden.
Vi gik omkring og saae os om,
Da fandt vi Salen, Stuen tom,
Og Ovnen uden Brænde.
Men det behøv’des heller ei;
Thi det var hedt paa denne Vei,
Det maatte vi bekiende.
Vi Kiøkken fandt, men uden Kok,
Af øde Haller meer end nok,
Og aaben Sommersvalen.
Dog — Hauch og Wilster bragte Mad
Og Flasker, Krukke, Kruus og Fad.
Der var dog Bord i Salen.
Der Giestens Skaal de Tvende drak,
Med Børn og Viv. Han raabte Tak,
Og priste Druesaften.
Og Solen gik i Purpur ned,
Den var ei længer stolt og heed.
Det blev en deilig Aften.
Og qvægt af kølig Lædskedrik,
I den forladte Hauge gik
De trende Venneskialde.
Da svulmed Tuens lille Bierg,
For hver en Digter stod en Dverg —
Hvad man ham nu vil kalde;
Hver med en liflig Blomst i Haand,
Som Nøglen for en Digteraand.
De Blomsterne frembøde,
Og Wilster fik en lyseblaa,
Men Adam sin saa broget saae,
Og, Hauch! du fik den røde.
Til Wilster taled Alfen blid:
„Tilbagebring den ældste Tid,
Den gamle Heltevrimmel!
De skiønne Guder i Homer
Ved dig den danske Læser seer.
Blaa er den græske Himmel.”
„Du digter nu om røden Guld
Guldmager-Sagnet,” raabte huld
En Alf vor Hauch i Møde;
„At ret du Bierget aabne skal
Og sinde kosteligt Metal,
Tag Nøglen her, den røde!”
„Og du”, saa lød til Adam hen
Høit Raabet fra den lille Ven,
„Maa med vel have Noget,
Endskiøndt du for alt meget fik;
Saa tag i dette Øieblik
Min Neglike saa broget.
Du digter Viser — det er smukt;
Du siunger paa din Digterflugt,
En broget Krands du fletter.
Saa haaber jeg, at ogsaa du
Det Eventyr, som hændtes nu,
Os ind i Krandsen sætter.”