„Noch steht in wunderbarem Glanze
Der heilige Geliebte hier.
Gerührt von seinem Dornenkranze
Und seiner Treue weinen wir.
Novalis.
I en forfænglig Sommeralder
Var Crucifixet mig imod;
Jeg raabte: Smagen, Modet falder,
Og Skiønhed flyer for levret Blod.
Hvor herligt dog betvang Hellener
En skummel, fæl Melancholie!
Ei kiender slige Sørgescener
Den nordiske Mythologie.
Og Schiller savned græske Guder,
Goethe foragted Christnes Gud.
Iisblomsten stod paa Hyttens Ruder,
Og Skialden lød — et Digterbud.
De Billeder fra Barndomsdage,
Som henrykt han i Kirken saae,
I Taager traadte de tilbage.
Han vilde kun i Solen staae.
Den sandselige Skiønhed blændte
Mit Øie med letfærdig Svig;
Jeg Crucifixet Ryggen vendte,
Som Retterstedet med et Liig.
Men Høsten kom, med den kom Sorgen,
Og Blomsten svandt paa Skiebnens Bud —
Da raabte jeg med Luther: Borgen,
Den faste Borg er ene Gud!
Jeg lærte Lidelsen at kiende,
Og da blev Jesus ret mig kiær,
Jeg vilde ham ei Ryggen vende,
Jeg følte mig ham atter nær.
I Smertens Timer han mig trøsted,
Og han fornyede min Daab,
Da saligt han mig fyldte Brystet
Med det guddommelige Haab.
Og kiælen ei, og ei som Daare
Jeg skiulte for mig selv — min Død.
Og jeg foragted ei min Taare;
Kun den er stærk, som ret er blød.
Et Field er ikke Mandens Styrke,
Den sande Kraft i Hiertet boer;
Men den, som ei sin Gud kan dyrke,
Den kan ei heller være stor.
Ei længer jeg for Graven gyste;
Den tyktes mig en Helligdom.
En Straale mig i Natten lyste,
Som ei fra Solens Lue kom.
Den varmed atter isnet Hierte,
I Ængstelser den skienkte Trøst.
Da følte jeg: en hellig Smerte
Forvandler sig til hellig Lyst.
Og da jeg min Charlotte smile
Saa saligt efter Døden saae,
Skiøndt truffet af de bittre Pile,
Da kunde Korset jeg forstaae.
Da jeg forstod den Tornekrone,
Der har i Livet tabt sin Glands,
Men hisset i en bedre Zone
Udspringer til en Rosenkrands.
Men skiøndt jeg rørt mig Korset nærmer
Med barnlig og med smeltet Hu,
Skal jeg dog aldrig vorde Sværmer,
Du blide Christ! saa lidt som du;
Ei kaste Stenen paa min Broder.
Naar han en himmelsk Fader troer,
Da favner han vor fælles Moder
Med Kiærlighed — den skiønne Jord.
Og Jorden aldrig jeg foragter
Med plumpt og daarligt Barbarie,
Fordi et Maal jeg eftertragter,
Som findes ei paa denne Sti.
Jeg vil ei hulde Billed dadle,
Fordi det lider af en Rift;
Men Lidelsen selv vil jeg adle
Til Heltemod og til Bedrift.