Vi maae paa Tilbageveien lavere,
Men det er paa Vandet kun at spadsere.
Zephiren os tvinger, huldt i Spøg,
At giøre Thorseng ofte Besøg,
Og hver Gang sig nærme de skiønne Kyster,
Med vexlende Landskab det forlyster.
Der Svendborg stiger af Havet jo!
Men siger mig dog, hvor kan I troe
Saa smagløs Poeten (skiøndt uopdragen
Vel Nogle finde ham tidt i Smagen),
At jeg ved en Krebs har lignet jer Stad,
Som ligger, i Grønsel, kogt paa Fad;
Fordi de deilige røde Tage
Saa herligt frem af Skovene rage?
Dog — bedre det var, naar galt skulde være,
End havde jeg viist jer saa falsk en Ære
At sige i Svendborg er en Rubin,
Som ligger i et Smaragdenskriin.
Saa heller dog Krebsgang — det er Spas,
End pyntes med gamle Flitterfias.
De Ædelstene nu blier saa forslidte
Tilsidst, at selv den største Demant
I Poesien er lillebitte.
Og agtes i Kunsten blot for Tant.
Det gaaer Karfunkler, som Lilier og Roser:
De er ei Billeder meer — men Gloser.
En bedre Lignelse maa der da til,
I Fald jeg Hierterne vinde vil.
Men naar man efter Billedet jager,
Det Billedet gaaer, som Pigen i Mai:
Det bliver knibsk, og Beileren vrager,
Og gier ham Kurven — men Blomster ei.
Desuden — kunde jeg Billedet fange
Nu nok saa herligt, jeg fik ei Tak;
Thi alt for meget man vilde forlange.
Som billigt, oven paa al den Snak.
Da Lignelsen altsaa ei vil komme,
Jeg tilstaaer ærligt — uden Blomme:
Svendborg! du est saa deilig en Plet
I Danmarks Lund, at kun Øresundet
Jeg har — som Siællander — skiønnere fundet.
Fyenboen giver mig neppe Ret.