Og der var ogsaa paa Veien giort
Blandt fleer en nydelig Æreport
Af Grene, Blomster og Blade,
Og Byens Ungdom var stillet derhen,
Mø stod ved Mø, og Svend ved Svend;
Det monne ret herligen lade.
Men midt i Stedets romantiske Egn
Var paa en Steen opstillet en Degn
I Byens fornemste Gade.
Han sang en Vise. — Men det var dog godt,
At der kom Ingen til Skade.
Den Sanger dreves af sit Talent,
Hvormed han i Løn var lidet tient,
Og man fortænker ham neppe:
En Stentorstemme, der indbød Gys;
Og derfor satte han ei sit Lys
(Hvo giør vel det?) under Skieppe.
Men Leilighed var kun sielden en Gang;
I Kirken han vel søndaglig sang,
Men sielden han sang i en Gade.
Det skete nu her. — Men det var dog godt,
At der kom Ingen til Skade.
Vel havde man først ham raadet derfra,
Men Degnen raabte, som billigt: „Ha!
Hvo vil vel binde mig Tungen?
Min elskede Prinds besøger os her,
Saa vil jeg ogsaa bruge mit Vær,
Saa længe det svulmer i Lungen.
Hvis Visen blot var digtet af mig,
Da fandt jeg Tingen forfængelig;
Men langt over Havets Flade
Fra Jylland kom den.” Og det var dog godt,
At den kom ikke til Skade.
Nu kiørte Prindsen ad Porten ind;
Og det var just efter Degnens Sind,
Da stille man holdt, for at høre.
Han sang et Vers, sang to, sang tre —
Men Enden var ikke saasnart at see,
Og stærkt det skurred i Øre.
Dog, Prindsen dvæled saa vennehuld.
Og Degnen, af Salighed ganske fuld,
Alt vendte tre, fire Blade;
Da hændte det sig — Men det var dog godt,
At der kom Ingen til Skade.
En Hest forstaaer ikke Poesie,
Og Degnens kraftige Melodie,
Der ikke just var af de bedste,
I Følget giorde to Heste skye;
For Sangen forfærdet de monne flye.
Hvo venter Andet af Heste?
De foer tilside, de faldt omkuld
Langs hen ad Veien i skovede Muld,
Og just under Portens Blade.
Men Vognen ei vælted; og det var dog godt,
At der kom Ingen til Skade.
Det Værste var ved den hele Sag,
At Degnen ei kunde med første Behag
Sit Carmen fortsætte længer.
Han prøved vel engang endnu derpaa,
Mens Hestene dybt under Vognen laae,
Indvikled’ i Seler og Stænger;
Men Ingen ham hørte, man raabte: stop!
Og altsaa maatte han holde op,
Og vi monne Byen forlade.
Saa endte Sangen særdeles godt,
Og der kom Ingen til Skade.