Hædrende vorder det mig, i et Selskab næsten af Præster
(Prindsen som Præsident sidder for mig ved et Bord)
Scener at læse for af min Sokrates. Blikket i Øiet,
Læbernes Smiil har mig sagt: „Digter! dit Billed er liigt.”
Fyrsten lønner sin Skiald ved at forestaae ham til Medlem.
Bifald vinder hans Ord; hilset som Broder jeg blier.
Fremmede finder jeg fleer; dog Birch og Seidelin nærmes
Skialden med Ansigter mildt, kiendte fra Ungdommens Tid.
Biskoppen rækker mig hæderligt Haand, den venlige Faber.
Kalkar mig byder til Giest, viser saa troligt mig om.
Ædle Laub! du Ven fra min Ungdoms tidligste Dage!
Ikke jeg finder dig selv, hilser dig dog i din Søn.