„Naar Tiden ændres, maa man efter Tiden rettes.”
Det Ordsprog er Latin, men det kan oversættes
I Modersmaalet dog, i Riim, Alexandrin.
Jeg negter ei, det klang langt bedre paa Latin.
I Oversættelser jo altid meget tabes,
Hvor kun, som i Copie, Skiønheden efterabes,
Jeg haaber dog, at jeg, med nogen Møie, her,
Saa nær som muligt kom Originalen nær,
Og hvo i Nærheden endnu dog savner Noget,
Ordsproget læse kan i selve lærde Sproget.
I denne lille Sang, som ikkun er burlesk,
Jeg bruger ei Latin, og endnu mindre Græsk.
Jeg vil ei gyldent Ax paa Oldtidsmarken sanke.
Her gielder det kun om, at trykke ud en Tanke
Saaledes, at den ei aldeles blier fortrykt,
Hvorved den lettelig fik Skinnet af forrykt.
Altsaa: „I Verden Alt forandrer sig med Tiden”.
Det selv jeg sandet har, fra jeg var ganske liden,
Og her ved Bæltet blev især Ordsproget klart.
Ja, Hillemand! det har en ganske anden Art.
Saa smukt et Skib, min Tro! Forstanden, Smagen ærer.
Før paa en Skude man behandled os som Pærer,
Ja værre, fast som Qvæg, som Spegesild, ja fast
Som Negerslaver, der nedstuves i en Last.
Nu kan man derimod den hele Verden skue,
Og kommer derfor ei ud af sin Dagligstue;
Nu man med Slaaprok paa kan blive, hvor man boer,
Localisere let den hele Verdens Jord,
Saa at det Mangen gaaer fast, som den Vartoukiælling,
Der Holdt det for en Løgn, en Ammestu-Fortælling,
At fire Miil hun i Secunden løb om Sol,
Endskiøndt hun ikke kom ud af sin Lænestol.
Hvad mig angaaer, jeg sad saa mageligt i Arken
Hen over Bæltet her, som i en Baad paa Parken.
Hvad Under, at jeg faldt tilsidst i Søvnen sød,
Som Holbergs Klokker dybt i sine Dyners Skiød?
Og skiøndt Udsigten vel at skue jeg forsømte,
Jeg Noget atter vandt; thi, Læser! viid, jeg drømte
En sær poetisk Drøm, som dog fortælles bør,
I Fald du ønsker det. Du ønsker det? Saa hør!
Jeg skued Peder Paars — at sige da i Aanden —
Paa Stranden med sin Svend, med Peder Ruus ved Haanden,
Omtrent saaledes klædt, som i homerisk Sang
Os Holberg har fortalt: hans Kiortel var ei lang,
Med blaae Glasknapper i; paa Skuldren flød ham Haaret
I tykke, blonde Lok, og ikke længe skaaret.
Den Kalemankes Vest, med hvad der hørte til,
De Sundhedsroser jeg forgieves male stræber,
Som paa hans Kinder stod, som brændte paa hans Læber.
I Øiet derimod var Ilden ganske slukt,
Og Panden ikke just lod til at bære Frugt,
Hvad intet Under er, han var ei ægtebunden,
Han leved som Garçon — at sige, ei som Hunden,
Men som en Pebersvend — at sige, ei som Ruus,
Hvis Physiognomie var meget meer confus,
Saa jeg forgieves her den skildre vil, thi Tingen
Er egenligen den: han havde slettes ingen;
Og male Linier, hvor Fedt man flyde seer,
Kan selv en Hogarth knap. Nu altsaa intet meer
Om Ruuses Contrafei. Hvad derimod han talte
Høit til sin Principal, mens Morgenhalen galte,
Det hørte jeg, og det beretter jeg som saa:
„Hvorledes, Husbond! kan slig Galskab I forstaae?
De Folk derhenne der jo stik mod Vinden seile.
Ak, Gud forbarme sig! Hvert Menneske kan feile,
Men galt er dog for galt. I Skibet er der Ild,
Dog drikkes Brændeviin, og spises Spegesild,
Ja, jeg paa Bordet seer en deilig Fleskeskinke.
I veed, at jeg i Sligt er heller ingen Sinke;
Men nu forsvinder mig dog al min Appetit.
I Møde deres Død de gaae med stærke Skridt.
De gotte sig i Røg! For slig en Lyst at siunge
Man maatte være selv en røget Oxetunge.
Snart springer deres Skib; hvor kan man være glad?
De veed ei, Stakler, at de skilles ved der’ Mad
Nu om en føie Stund. Mit Hierte stærkt maa bløde,
Naar jeg betænker, at de vorde Fiskeføde.”
Peer Paars ei svared ham; jeg saae ham stirre hen
I Luften til et Sted, som var paa Himmelen,
Og megen Liighed fik han derved med Ænea.
Paa Himmelen jeg saae hans Fæstemø Dorthea,
Med Skiørter stivet ud af lange Fiskebeen;
I Haanden havde hun en deilig Oliegreen.
Med Haaret i Toupet, og med et Slæb paa Kiolen,
Madonna var hun liig, som findes tidt paa Stolen,
Sat i et Flueskab, i det catholske Land,
I Kirkerne, hvor Folk ei bede med Forstand,
Og knap med Phantasie, men høist-andægtigt sukke
Naar sminket i sit Skab hun smiler som en Dukke.
Da intet Ord jeg nu fornam af Peder Paars,
Paa hvem dog mærktes knap, han kommen var til Aars,
Saae jeg i Havet ud, og tydeligt opdaged
Et saare sieldent Syn, som meget mig behaged.
Jeg nemlig Æolus blev vaer, med samt Neptun.
Paa deres Guddom dog de havde lagt Capsun,
Og viste sig, som man dem tidt i Bøger trykker,
I jammerligt Costume, i slette Kobberstykker.
De sad — incognito — paa Vand, i Luften blaa,
Med ubarbeerte Skiæg og korte Buxer paa,
Blot for Decorums Skyld, paa Vind, i salten Vove,
Som før i Frankerig man brugte det til Hove.
De skued haanligt ned paa Skibets muntre Dæk,
Den Ene med en Fork, den Anden med en Sæk.
„Ha!” raabte Æolus med vrede Blus paa Kinden,
„Hvad hielper det, at jeg nu hersker over Vinden?” —
„Gud for Vindmagere!” Neptunus stolt udbrød,
„Hvad hielper selv min Fork og mine stolte Stød?
Man bryder sig ei meer om skumbedækte Vover;
Man spiser, spiller Kort, spadserer, og man sover
Nu, som det var paa Land, saa munter og saa tryg,
Midt udi Kattegat, midt paa min vaade Ryg.
De Daarer troe, at Alt de see ved Kundskabslampen,
Og dog en Afgud de tilbede nu i — Dampen,
Hiin Vitzliputzli liig i Mexico. See der,
Der sidder han og sig fornøier i dit Vær!”
Jeg skued hurtigt hen, hvor Forken havde peget,
Og kan ei sige just, at jeg blev sødtbevæget
Ved dette Syn: jeg saae en Afgud bygt af Damp,
Hvis Omrids havde vist stor Liighed med en Svamp,
Hvad Skiønheden angik. Som en Polyp han strakte
Med stærke Sugerør de Arme ud, som bragte
Ham Næring til hans Mund. Med største Eftertryk
Han mumled af en stor upudret sort Paryk,
Som dækte Hovdet ham med Bukler og med Lokker.
Paa sine Fødder bar han bløde Hosesokker.
Han havde Podagra, men saare stor Forstand.
„Ha,” raabte Æolus, „see dog den gamle Mand!
Og Intet kan den Knark i Verden meer fornøie,
Undtagen Røgtobak. Han slumrer i en Køie,
Som vugger i min Vind til Syd, Øst, Vest og Nord.
Han har ei Arnested, man veed ei, hvor han boer.
Han er Cosmopolit, og lindrer Næringssorger,
Men Ridder er han ei, og endnu mindre Borger
I noget Fædreland. Dog giør han Verden glad;
Han sørger nemlig for, at flere Folk saae Mad,
Og det er meget vel. Han er en Legemssørger,
Men Siælesørger ei. Det hielper ei, du spørger
Den Gud om noget Skiønt; han viser Hierter bort,
Og agter dem som Trumf kun, naar det er i Kort.
For Phantasien Agt han bærer ingenlunde,
Og Følelsen er god blot, mener han, for Hunde.
Han hader Poesie og hver en gammel Skik,
Og kun Veltalenhed han har i Politik.”
— Saa taled Æolus.
Hvad Under, at forskrækket
Jeg blev, saa at jeg nær var plumpet ned af Dækket
I Vandet fra min Stol? Jeg vaagned ved et Knark
Af Dampmaskinens Hiul, vel end i Danemark,
Men paa en anden Ø, som Morgenrøden malte;
Hvor Folk jeg godt forstod, skiøndt Fyensk de alle talte.
Og Gefion skued jeg, som hilste mig i Fyen,
Med Freias Rosenkind, med Baldurs Øiebryn.
End saae jeg hendes Ploug at stikke frem af Voven;
Der ligned den en Eeg, som svømmet var fra Skoven.
Jeg hendes Øxne saae, Sælhunde mere liig,
End Kongesønner for den gamle svenske Krig.
Hun raabte: „Danerskiald! lad Skinnet dig ei daare,
Lad Dampen ikke dig aflokke mindste Taare
For tabte Skiønheds Glands. Den hele Jord i Kamp
Er vorden, hvad den er, af formeløse Damp.
Det altsaa taabeligt var over Sligt at sørge.
Hvis du vil vide meer, da maa du Ørsted spørge;
Thi jeg har ingen Tid. Dog, gode Digter! hør:
Jeg har fra Fastland blot udpøsiet disse Øer
I gamle Dage, for Folk at civilisere.
Naar kun de omgaaes tidt, saa skeer det ogsaa mere,
Belæres vexelviis, og blier fra Fordom frie;
Men de forstenes i et Stubenstinkeri.
Jeg holder meget af den levende Forandring.
Før skete det saa plumpt kun ved en Folkevandring;
Da man hinanden slog ihiel med Børn og Viv,
Nu folkevandres der til største Tidsfordriv.
Nu agter man ei blot, hvad selv man har i Hiemmet,
Og om en føie Tid er Ingen mere fremmed.
Snart Stadbeboerne fra hele Jordens Land
Er Landsmænd. Nordens Søn medbringer sin Forstand,
Sin Følelse til Syd; og Syden ham forærer
Sin Figen, Appelsin for Æbler og for Pærer.
Jeg mener: Nordens Ro giør Syden mere viis,
Og Sydens Munterhed bortsmelter Nordens Iis.
I vorde Mennesker — i Fald du det vil vide —
Ei lamme meer, som før, i høire, venstre Side;
Fleersidigt dannes I. Hvad har du derimod,
At denne Fart med Damp forædler eders Blod,
Imens den blander det? — Du Barbariet laster
I en mechanisk Kunst? Men viid: du Stene kaster
Paa den Uskyldige. Hvad kan den stakkels Dunst,
Som hielper jer, for Sligt? Den er ei Digtekunst,
Og ei Philosophie, Religion end mindre;
Men tænker du, at den det Skiønne vil forhindre,
Saa feiler du. Øv du kun frit din egen Kunst,
Og viis, at ikke den opløser sig i Dunst.
Hver virke for sin Tid, saa vil ham Fremtid hædre;
Thi hver Tids Barbarie Geniet maa forbedre.”
Jeg havde gierne hørt lidt meer; men Gefion gik,
Og viste Æolus et høist fortørnet Blik.