Altsaa ruller jeg nu ad den Vei, hvor for eet og for treti
Aar siden hen i en Gig jeg med den salige Niels
Ørsted drog! Vor Vogn var kun maadelig, Hesten var værre,
Mager, et udlevet Øg, leiet at styre vor Fart
Lige fra Axelstad til Rudkiøbing. Læser! du veed det:
Skiebnen i Nyborg-By. Vi havde siddet der end,
Hvis ei en Postkarl rask paa sin Hest vor Hest havde draget
Over til Svendborg. Dog — hvilken Forandring i Dag!
Nu i Personskarethen vi gynge som svævende Vildgæs;
Byerne svæve forbi, neppe vi øine dem først.
Snart Jernporten paa Bakken forsvandt. Der speider ei Øiet
Efter Forvalteren; ak, gamle Forvalter er død,
Staaer med et sneehvidt Hoved incognito meer ei paa Bakken,
Fritter Studenter ei meer ud om den skrivende Søn,
Om de har læst og yndet hans Bog. Han ligger dernede!
Ene han ligger der ei; Lotte! du fulgte ham snart.
Men nu er jeg ved Graven igien, og det var jo dog netop
Den, som forlade jeg skal. Smæld da nu, blæs i dit Horn,
Kudsk! og flyv Domkirken forbi. Saa, som jeg besang den
Sidst paa min Langelands-Fart, stander den taarnet endnu.
Harsdorffs skiønne Capel blev kun aabnet og endelig færdigt,
Christians og Frederiks Been giemmer nu Wiedewelts Steen.
Ringsted! dig derimod angreb de graadige Luer.
For dine Hvælvinger bar Ærefrygt Tidernes Tand,
Men ei Ildens, og snelt i en Nat røgslørte fortæred,
Hvad i Aarhundreder stod. Murene staae vel endnu
Med de gamle Ridderes Navne, de høviske Fruers.
Neergaard ligger vel end der i sin prægtige Grav
Mellem Kong Erik Plougpennings Been, indmured’ i Pillen,
Og det Messing, hvor mat, Menved! dit Billede staaer.
Alt Krebshuset jeg seer. Som mit Haar nu graaner dig Taget,
End dog du krandses, som jeg, huldt af den unge Natur.
Der er Sorø. Der boe de Tvende, de prøvede Venner;
Paa Hiemveien jeg vist giester min Wilster, min Hauch.
Slagelse giennem vi fare. Det tykkes mig skiønnere, større
Siden sidst; men det har, hører jeg, Mangel paa Vand.
Roeskild! send under Jorden derhen en qvægende Kilde;
Overflødighed har du paa den sundeste Drik.
Nu til Korsør, den By, hvor Jens Baggesen fødtes! Hvi har du,
Ungdoms Letsindighed! mig bragt til en drillende Spøg,
Som en Spire blev til hans Had? Et svulmende Gifttræ
Steg af det kastede Korn; Gnisten, som næsten var slukt,
Pusted Tvedragten op til en vildtfortærende Flamme,
Ak! og — en Phønix i Sang — brændte sig Sangeren selv.