Du vil, Veninde! jeg skal prise
Det ynderige Ermelund?
Jeg digted gierne det en Vise,
Men kiender det saa lidet kun.
Hvad kan det hielpe vel, man higer
Derefter, hvad man ikke faaer?
Jo stærkere tidt Ønsket stiger,
Deslænger borte Maalet staaer.
Tre Gange kun i denne Sommer
En Kudsk mig kiørte lidt derud,
Og hvis den fierde Gang jeg kommer,
Jeg finder der — kun Regn og Slud.
Hvis nu jeg priser Søndermarken,
Det af den samme Aarsag skeer,
Som hvorfor Noah priste Arken —
Den Stakkel eied intet meer.
Jeg negter ei, at skiøn er Skoven
Med sine Ege-, Bøge-Træer,
Hvorfra man skue kan til Voven
Af Østersøen, Landet nær.
Men — at man nøies kan med Lidet,
Og at tidt Meget kun er lidt,
Forklarer jeg, hvis du vil vid’et.
Dig gierne her med Sort paa Hvidt.
Mod Landet er vel Intet Staden,
Og imod grønne Ermelund
Er endnu mindre Laxegaden
(Oprigtig talt af Hiertensgrund).
Og dog kan Laxegaden blive
Mig meer end selve Skoven kiær;
Hvor Mennesker mig Venskab give,
Jeg trænger ei til Bøgetræer.
Om jeg de venlige Veninder
Nu ei i Skoven faaer at see,
Naar kun jeg ved et Bord dem finder,
Besat med Kopper og med Thee —
Det er mig næstendeels det samme;
Jeg glemmer Herthas Løvgemak,
Og hvorfor skulde jeg mig skamme,
Hvis Theen her jeg foretrak?
Vel heller hist jeg Blomster møder,
Der sendtes os fra Guderne,
End jeg seer Ansigter af Jøder
Den hele Tid bag Ruderne.
Men een — een Ting har Laxegaden,
Som overveier Skoven stor:
Den ligger midt i Hovedstaden,
Ei langtfra, hvor Poeten boer.
Her kan han oftere husvale
Sin Tunge med den kiære Drik,
Og høre sin Veninde tale
Med yndigt Smiil og Tankeblik.
Her kan maaskee han atter haabe
(Endskiøndt hans Haab kun er en Dverg),
Veninderne i Sommerkaabe
Vil gieste ham paa Fredriksberg.
Endskiøndt nu altsaa Søndermarken
For Ermelund tilbagestaaer,
Som for en Rigsbankdaler Marken,
Og ak — som Høsten for en Vaar:
Du indseer dog, jeg kan ei vrage
Een Fugl i Haand for ti i Luft,
Saalænge Himlen mine Dage
Beskierer med en sund Fornuft.
Jeg skal vist aldrig, aldrig glemme
Det nydelige Skovens Huus,
Hvor min Veninde havde hiemme,
Og hvor jeg drak af hendes Kruus;
Hvor hun et Jordbær til mig plukte
Og en beskeden Reseda;
Selv naar mig Skiebnen Døren lukte,
Og hun maaskee er langt derfra.