I Anledning af
I Anledning af
Prinds Frederik Carl Christians og Prindsesse Vilhelmine Marias Forlovelse
Foraaret 1826.
Foraaret 1826.
O Freia, som med Rosenqvist i Armen
I gyldne Tid for høie Guder sang,
Foer, som en Aftenstjerne, klar paa Karmen,
Og med din Tømme kiæk selv Tigren tvang!
Du letted hver en Barm, som svulmed trang,
Du mildned Alt — selv Thor — og Gudens Torden
Kun sendte Regn og Frugtbarhed til Jorden.
Men da du blev din Odur grumt berøvet,
Da giested du ei længer Guders Hal;
Som Maane smutted du bag Aftenløvet,
Og lytted til veemodigt Kildefald.
Forstemt sin Harpe fandt den bange Skiald;
Og Vaaren stod kun som et større Fængsel,
Hvis blege Rose tolked Savn og Længsel.
Da planted man ei meer ved Kongesale,
O Kiærlighed! din hulde Rosentorn;
Med vilde Kæmper Drotten i sin Svale
Kun tømte barsk de store Drikkehorn.
Og Lærken steg ei kiæk fra gyldne Korn,
Og sang sin Lyst i glade Foraarsmorgen;
Kun Skovens Nattefugl forkyndte Sorgen.
Forvandlet til en ringe Hyrdepige
Da Freia gik den stolte Borg forbi.
I Mørket saae man hende taus sig snige
Til Hytten ad den ubekiendte Sti.
Opdaged hun et kiærligt Par deri,
Hun signed dem; og Hyrden i sin Hytte
Ei vilde med de stolte Jarler bytte.
Da raske Sorg i unge Kæmpes Hierte,
Ei Elskov sig med Lykken meer forbandt.
End synger Barden om skiøn Signes Smerte,
Først hisset hun sin elskte Hagbarth fandt.
Ei Lægedommen kom, skiøndt Tiden randt;
Og Kiærlighedens Savn og Længslens Taare
Forvandled unge Ridder til en Daare.
Han sukked for et Intet i det Fierne,
Hver yndig Mø han for en Freia tog;
Adskilt fra dem, som Jorden fra en Stierne,
Med overdrevne Blus han sig bedrog.
Ophidset de ihiel hinanden slog;
Og Elskovs Smiil, som burde dem formilde,
Blev kun et Tvedragtsfrø, en Hevnens Kilde.
Imidlertid skiøn Freia tidt besøgte
Den bolde Hyrde, kiække Fiskerknøs;
Hvor Vimplen vaied, og hvor Lammet spøgte,
Der ofte Glæden atter slog sig løs.
Imens i Kongesalene det frøs,
Og Fyrster efter lykkelige Seier
Forelsked sig — i malte Contrafeier.
Er den lyksalig Fader for sit Rige,
Der selv er lykkelig som Fader ei?
Hvad vil den hele Herlighed vel sige,
Naar Livet savne maa sin bedste Mai?
O, takket — o, velsignet være Frei!
Hun vendte længst, som før i gyldne Dage,
Til Leirehallen smilende tilbage.
Vor Kongeslægt ei stolt med Flitter brammer,
Og savner midt i Pragten ei Natur.
Misundes vel en purpursmykket Jammer,
Hvis kolde Hierte slaaer kun som et Uhr?
Ved Hallen staaer det skiønne Jomfrubuur,
Og Fredrik Vilhelmine kan besøge,
Hvor lyse Alfer froe i Græsset spøge.
Og dobbelt nu og hellig Elskovsflammen
Opluer fra den gamle Offersteen;
Thi Rosen slynger sig om Skioldungstammen,
To Qviste sig forene til en Green.
Alfader skierme den for Stormens Meen,
Og Fremtids Slægter sidde glade, trygge,
Og nyde Frugten i den friske Skygge!
Glæd dig, du vennehulde Vilhelmine!
Du Freias Datter med de lyse Haar!
Nu hendes bedste Glæder ere dine.
Men græm dig ei, naar Afskedstimen slaaer:
En deilig Sommer følger skiønne Vaar,
Du seer din Beiler bort som Yngling drage,
Som moden Mand han vender tro tilbage.
Og, Fredrik! hisset du ved Genfersøen
Vil daglig tænke paa det danske Hav.
For Jurabierget ei du glemmer Øen,
Skiøn Gefions Ø, som dig din Elskte gav.
Imens du drager om med Vandringsstav,
I Barndomslunden Vilhelmine trøster
Den bedste Moder med den bedste Søster.
Snart skal hun atter dig til Hiertet trykke,
Og høiere da lyder Glædens Raab,
Og stærkere da deler Dan din Lykke,
Naar du med Daad retfærdiggiør vort Haab.
Du Fredriks, Christians Navn fik i din Daab;
Lign begge disse elskelige Fædre,
Og gamle Danmark kan ei ønske bedre.