Juleaftens-Vise
for Studenter-Foreningen.
for Studenter-Foreningen.
Froe til Festen samles vi
Ved den muntre Høitids lue;
Aaret er nu snart forbi,
Dertil hører Julestue.
Julestuen aaben hiemme
Denne Gang for os ei staaer;
Men kan vel en Yngling glemme
Glæden fra sin Barndoms Aar?
Muser vinkte til Homer
Os fra Evangeliebogen;
Cicero kun sielden leer,
Og vor Kiephest staaer i Krogen.
Men af gode danske Svende
Glemmes Børnelærdom ei;
Naar Trekonge-Lys vi tænde,
Hedenskabet gaaer sin Vei.
Nu for Nisser Julegrød
Sætter man i Krog paa Pinde,
Nøies ei med Smørrebrød,
Og i Glas maa Vinen rinde.
Uden Skaansel Gæs vi spise.
Skiøndt engang de frelste Rom;
Ingen hedensk Digtervise
Passer i vor Helligdom.
Vi Poeter har, som Rom,
Der kan synge, der kan drikke,
Der kan giøre Visen om,
Naar den gamle duer ikke.
Eet kun mangler i vor Glæde,
Saa bar Rosen ingen Tiørn:
Her er ingen Børn tilstede.
Det vil sige — Pigebørn.
Dog dem ikke savne vi
Her paa vore Selskabsbænke.
Har du Hierte, Phantasie,
Hvo forbyder dig at tænke?
Lad sig altsaa Tanken lægge
Sødt i Virkeligheds Favn;
Herligt sig forene begge,
Saa har Hiertet intet Savn.
Nu en munter Glædesskaal,
Mens det høit i Hallen runger,
Tømmer ud de fulde Maal,
Med begejstret Stemme siunger:
Vor Forening iblandt Klubber.
Som en Eeg i Dalen, staae!
Gid vi alle froe som Gubber
Denne Aften mindes maae!